Bondi Beach

Sydneys og vist også Australiens mest kendte strand er Bondi Beach, der ligger ud til Det Tasmanske Hav, og som er kendt for at tiltrække surfere fra hele verden, så den vil vi selvfølgelig gerne besøge. Det tager lidt tid at komme dertil, da vi først skal med tog fra St Leonards til Town Hall, hvor vi skal skifte til et tog, som kører til Bondi Junction, og her skifter vi til en bus, som kører ud til stranden.

Vi går en tur langs vandet, men vi er nu ikke så imponerede af stedet. Her er en del surfere, men bølgerne er ikke specielt store, og vi synes, at området ved Manly Beach er både flottere og mere hyggeligt. Her ved Bondi Beach sker der ikke så meget nede ved selve stranden. Vi går en tur op i byen, som har flere hyggelige caféer, men vi nøjes nu med at købe en god is hos Gelato Messina Bondi og sætte os på en bænk. Vi besøger et par souvenirbutikker og tager derefter den lange tur tilbage igen; denne gang tager vi bussen hele vejen ind til Hyde Park. Vi er lidt skuffede, men nu kan vi da sige, at vi har besøgt Bondi Beach.