Botanisk Have
The Royal Botanic Garden er Sydneys botaniske have, som er på 30 hektar og ligger smukt ud til havnen syd og øst for Operahuset. Det er mere en park end en botanisk have, synes vi, men beliggenheden gør den til noget helt specielt. Vi går ad forskellige stier fra indgangen tæt på Circular Quay ud til den nordøstligste del af haven til det historiske vartegn Mrs Macquarie's Chair, hvorfra der er en smuk udsigt til både Operahuset og Sydney Harbour Bridge. Mrs Macquarie's Chair er en sandstensklippe, der har form som en bænk, og som blev håndskåret af straffefanger i 1810 til guvernørens hustru.
Vi sætter os derefter på Botanic Gardens Cafe, hvor vi får en kage og noget at drikke, inden vi igen går mod udgangen. Vi finder nogle andre stier end på vejen ud med flotte træer og blomster, og vi ser en del ibisser, som er store hvide fugle med nogle imponerende lange næb. På et tidspunkt går vi også ad nogle stier, hvor der er mange edderkoppespind og ikke mindst nogle meget store edderkopper, som vi skynder os forbi.