Potosí
Potosí er en gammel mineby og en af de højest beliggende byer i verden, idet den ligger 4.090 meter over havets overflade. Byen er mest kendt for bjerget Cerro de Potosí – også kendt som Cerro Rico ("det rige bjerg") – hvor der i århundreder har været udvinding af sølv og andre metaller. De store forekomster af særligt sølv gjorde byen til en af de rigeste i det spanske koloniimperium, og byen var i 1600-tallet den største by i hele Nord- og Sydamerika. I dag er byen meget fattig og ved at ryge ud af UNESCOs Verdensarvsliste, bl.a. fordi man ikke sørger for at bevare de gamle huse.
Vi ankommer til Potosí med bus mandag den 5. juni omkring kl. 13. Busstationen ligger et pænt stykke fra det historiske centrum, men vi får hurtigt en taxa, som kører os ind til vores hotel; turen koster kun 15 kr. Vi har booket to nætter på det femstjernede hotel Coloso. Det ligger rigtig godt, men det er vist et stykke tid siden, at det var et fint hotel. Alt virker lidt slidt, morgenmaden er kedelig, og det er svært at finde nogen, der taler engelsk, men da vi søgte på hoteller i byen, var det et af de pæneste, der dukkede op.
Vi går ud i byen og besøger den fine plads Plaza 6 de Agosto, hvorefter vi prøver at finde et sted, hvor vi kan få noget frokost. Der er ikke det store udvalg af caféer, så vi ender med en meget kedelig sandwich på Café La Plata. Kort efter må Hanne gå hjem i seng med en kraftig hovedpine, som nok skyldes højden og alt for lidt vand. Hun bliver under dynen resten af dagen, mens Jens Peter går lidt mere rundt i byen og om aftenen spiser på restauranten VIC&VAS lige over for hotellet. Der er en frygtelig larm hele dagen, da der er optog gennem byen med trommer, som vi efterhånden har set flere gange i Sucre. Da de stopper, spiller et orkester høj musik i flere timer i en gård lige ved siden af hotellet. Jens Peter er nede i receptionen for at spørge, hvornår det stopper, og får at vide, at det vil det gøre kl. 00.30. Klokken bliver nu 2, inden vi får ro.
Næste morgen har Hanne det heldigvis bedre, og efter morgenmaden går vi hen for at besøge museet Casa Nacional de Moneda; et møntmuseum, som efter sigende er det vigtigste museum i hele Bolivia. Vi kommer på en guidet rundvisning og får historien om, hvordan spanierne opførte denne bygning mellem 1753 og 1773 og her prægede kolonimønter af sølv. Vi hører også om datidens frygtelige arbejdsforhold, hvor arbejderne blev behandlet som slaver og sørgeligt nok ikke holdt mange år. Men spanierne blev rige.
Vi går derefter rundt i de små gader i byen og sidder lidt på byens smukke centrale plads. Vi spiser en is hos Vaca Fria, og portionerne er noget større her end i den tilsvarende butik i Sucre. Det historiske centrum er hyggeligt, men også meget lille, så vi får hurtigt gået rundt flere gange i de fleste af gaderne. Byens anden store seværdighed, som er den kendte sølvmine, fravælger vi at besøge, da vi ikke har lyst til at støtte stedet, hvor arbejdsforholdene efter sigende er meget dårlige, og hvor de også skulle benytte sig af børnearbejde.
Vi spiser aftensmad på VIC&VAS og går tidligt i seng, da vi i morgen bliver hentet af vores guide kl. 7.