Restauranterne i Puerto Ayora
Der serveres ikke morgenmad på hotellet, så vi spiser på caféen Lo & Lo inde ved siden af. Maden er god, men tjeneren er ny og ikke særlig kvik, så vi bliver lidt trætte af ham, da han er meget uopmærksom. Den første morgen er der en af de andre gæster, som får en lidt speciel morgenmad, og da vi efterfølgende er på tur med hende, spørger vi, hvad det er. Det er en typisk ecuadoriansk morgenmad, som består af reven plantain, svinekød og ost, og så er den rygende varm og rullet sammen til en stor kugle – den hedder bolón. Det prøver vi de næste par morgener, og det er virkelig lækkert.
Vi nyder, at vejret er så godt, at vi kan sidde ude om aftenen, og vi får virkelig lækker aftensmad alle tre dage. Den ene aften spiser vi på The Rock, hvor betjeningen er helt i top, og den anden aften på en restaurant, hvor vi får en dejlig fiske- og skaldyrstallerken. Den bedste mad får vi på Almar, hvor vi sidder på en terrasse helt ned til vandet – her får vi hummer. Den ene dag til frokost spiser vi på den tjekkiske restaurant Golden Prague Pub, og Hanne bliver glad, da hun får lækker and. Det ser vi ikke andre steder, og det er jo ellers snart jul.