Puerto Ayora
Vi har lejet et værelse på et lille hyggeligt hotel, som hedder Posada del Mar, og som ligger tæt på havnen i Puerto Ayora. Det er rigtig hyggeligt, og ejerne er meget søde og hjælpsomme. Internettet er elendigt, men vi finder ud af, at det gælder alle steder på Galápagos. Vi bruger det meste af natten på at uploade de billeder, vi har taget, og vi må helt opgive at poste på Facebook, mens vi er her, men det overlever vi jo.
Puerto Ayora er en lille by med ca. 12.000 indbyggere, og der er ingen tvivl om, at den lever af turister. Den ligger ud til havet, og her er masser af restauranter og souvenirbutikker og masser af steder, der tilbyder forskellige former for ture, men her er rigtig hyggeligt. Vi nyder at gå rundt og kigge på det hele i dejligt sommervejr med omkring 23 graders varme, og vi nyder også, at de fleste her går uden mundbind udenfor. Der er ikke konstateret nogen smittede på Galápagos, og alle dem, der kommer hertil, er vaccinerede og testede, så det er jo sikkert nok.
I den vestlige del af byen går der to moler ud i vandet, hvorfra der går turbåde og vandtaxaer, og her ligger mange søløver rundt på både jorden og på bænkene. Den ene aften er der en lille unge, som ser ud til at lede efter sin mor – det er lidt synd. Her er også en del pelikaner, på stenene ligger mange flotte krabber med en helt speciel rød farve, og i vandet ser vi nogle meget små hajer. Ud over krabber er der også mange mindre leguaner på stenene, og de ses i øvrigt over det meste af byen i alle størrelser, så man skal se sig godt for, så man ikke kommer til at træde på dem.
Der går en vej fra havnen langs vandet og helt ud til Charles Darwin Research Station, som hedder Ave. Charles Darwin, og den går vi ad mange gange, da det er her, de fleste butikker og restauranter ligger, og vi får da også købt lidt souvenirs. Ca. midt i byen ligger byens fiskemarked. Det er ikke så stort, men det er meget hyggeligt, da der både er søløver og masser af pelikaner, som er parate til at kaste sig over fiskeresterne, når der bliver renset fisk.
Her er skønt, og vi kunne sagtens være blevet i længere tid. Hvis vi nogensinde får mulighed for det, vil vi gerne tilbage hertil.