Vores dagligdag

Quito er en meget anderledes by end alle andre byer, vi har boet i, og det får helt klart en indflydelse på vores dagligdag og de ting, vi foretager os. Den helt store forskel er, at man simpelthen ikke går ude om aftenen efter kl. 19.00, da man kører til alting – det er meget langt fra, hvad vi er vant til. Vi hører fra flere, at det er for farligt at gå ud, men i det område, hvor vi bor, virker det nu meget fredeligt, så det er lidt svært at tro på. Når alle andre har den holdning, er det imidlertid selvforstærkende, for man har heller ikke rigtig lyst til at gå hjem ad totalt øde gader, og efter kl. 20 er her virkelig øde og mørkt, da solen jo går ned kl. 18.30 hver dag. Vi går dog hjem oppe fra caféen Tres Gatos og restauranten Marcando, da det tager under fem minutter. Det betyder dog, at vi oftere laver mad hjemme, og de få gange, hvor vi tager op i området La Floresta, tager vi en Cabify hjem og er allerede hjemme omkring kl. 21.00, så alt i alt er vi meget mere hjemme om aftenen, end vi plejer at være.

Vi går selvfølgelig ud i løbet af dagen. Vi spiser frokost nogle gange i La Floresta, handler i Supermaxi nogle gange om ugen, er flere gange oppe i shoppingcenteret El Jardín, går tur i området Mariscal Sucre og besøger det historiske centrum flere gange. Vi tager på flere udflugter og tager på længere ture til både Galápagos og Cuenca, så vi får virkelig mange positive oplevelser med fra Ecuador, men vi falder nok ikke for byen Quito, som vi gjorde for Mexico City og Medellín. Vi er her dog kun i to måneder, og med alle de ting, vi når at opleve, har vi nok ikke helt tid nok til at få byen rigtig ind under huden. Vi er enige om, at vi de sidste par uger begynder at få en bedre følelse for byen, og at vi bliver mere og mere glade for vores område, som virker meget sikkert.

Da vi bliver advaret mod at tage de almindelige taxaer, downloader vi Cabify-appen. Fordelen ved den er, at vi kender prisen, når vi bestiller en vogn, og at betalingen er klaret på forhånd. Det er ret billigt, da de fleste ture koster 2-3 dollars, og en længere tur, som tager omkring 40 minutter, klares for under 10 dollars. Lufthavnen er dog noget dyrere. De første mange gange er vi nu ikke imponerede, da der går en evighed, inden vi får en vogn. Før vi får en bekræftelse, er der en chauffør, der skal acceptere turen, hvilket nogle gange tager lang tid. De første tre-fire gange er vi også ude for, at en chauffør har taget turen, men umiddelbart ser ud til lige at tage nogle andre ture på vejen, inden han kommer til os. En aften er vi oppe at spise i La Floresta, og da ender vi med at gå hjem, da ingen tager imod vores bestilling. Det bliver dog bedre med tiden, og de to gange, hvor vi forhåndsbestiller en vogn til lufthavnen, kommer den 10 minutter før tid. Vi tager i øvrigt også en taxa et par gange og overlever.

Bortset fra vores husleje, som bestemt ligger i den lave ende, og den offentlige transport er prisniveauet noget højere, end vi havde forventet. Vi havde troet, at priserne ville ligge på nogenlunde samme niveau som i Mexico og Colombia, men det er langt fra tilfældet. Indtil år 2000 havde Ecuador deres egen møntfod, Sucres, hvorefter de gik over til amerikanske dollars, hvilket uden tvivl har haft en indflydelse på prisniveauet. Det virker til, at alt på gaden koster minimum 1 dollar, idet selv de få tiggere, der er, beder om 1 dollar. Maden på restauranterne og varerne i supermarkedet er stadig billigere end i Danmark, men billigt er det ikke, og importerede varer er meget dyrere, end de er i Danmark. 

Som i de fleste andre lejligheder, vi har boet i, mangler der et tørrestativ, men her ender det med, at vi bare køber to aluminiumsrør, som vi lægger ud mellem køkkenbordene, da prisen på et tørrestativ i shoppingcenteret er 65 dollars – lidt i overkanten for to måneder.

Generelt kører bilisterne meget pænere her end i Colombia, da de kører langsommere og mindre aggressivt og er bedre til at holde afstand, men begrebet fodgængerfelt forstår de simpelthen ikke. Medmindre der er lysregulering, kan de ikke drømme om at stoppe op, og hvis man forsøger at tvinge dem til at stoppe ved at træde ud på gaden, dytter de bare. Busserne i byen er alle gamle og meget beskidte, og når de gasser op, kommer der kulsort røg ud af udstødningsrøret, så man er glad for at have mundbind på. De kører i øvrigt alle med motorhjelmen åben.

Knap 14 dage efter vi er kommet til Quito, den 23. november kl. 11.03, oplever vi vores allerførste jordskælv. Jens Peter sidder inde i stuen, og Hanne sidder på sengen og er ved at tage sokker på. Hele huset ryster kraftigt, og det er en hel surrealistisk følelse – det er heldigvis overstået, inden vi bliver rigtig bange, men vi når da lige at tænke, om vi skal løbe ned på gaden. Det bliver målt til 4,9 på Richterskalaen, og det er 10 km fra Quito, 5,5 km under jorden, så det er meget tæt på. Vi er enige om, at vi ikke behøver at opleve det igen. I Parque El Ejido ser vi efterfølgende et kæmpe træ, som er væltet, hvilket siger lidt om, at det var et ganske kraftigt skælv.