Galápagos

Galapagos

Galápagosøerne består af 19 vulkanske øer, der ligger i Stillehavet 972 km vest for Ecuadors fastland. Øerne er især kendt for deres helt unikke fauna, som bl.a. bidrog til, at Charles Darwin kunne udarbejde sine teorier om arternes oprindelse, da flere fuglearter og Galápagos-skildpadderne er forskellige på de enkelte øer. Øerne blev officielt nationalpark i 1959 og blev i 1978 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Det er en af Ecuadors helt store seværdigheder, og vi beslutter os for at tage derud fra tirsdag den 14. december til fredag den 17., og det kræver lidt planlægning. Vi får booket fly og hotel og får tjekket op på de forskellige udflugter. Grundet omikronvarianten er det nu ikke længere nok at være færdigvaccineret, men vi skal også have taget en PCR-test. Det er lidt nervepirrende, da vi ikke er helt enige om, hvad vi skal gøre, hvis den ene af os er positiv – heldigvis bliver vi begge testet negativ. Vi skal også digitalt indsende oplysninger, så vi kan få udstedt et Transit Control Card, og så skal vi have bestilt en Cabify til lufthavnen.

Vi tager afsted i god tid til Quito lufthavn, hvor vi først skal have scannet vores bagage for at sikre, at vi ikke medtager animalske og biologiske produkter til Galápagos. Derefter skal vi have udstedt vores Transit Control Card, som koster 20 dollars pr. mand – kun kontant betaling – hvorefter vi kan aflevere vores bagage hos Avianca. Vores fly er forsinket, men de tilbyder os at komme med et tidligere fly, så vi har næsten ingen ventetid. Vi lander i Guayaquil for at tage flere passagerer med, men vi kan blive siddende i flyet. Efter ca. to timers flyvning lander vi i lufthavnen Aeropuerto Isla Baltra på øen Seymour. Inden vi lander, går kabinepersonalet i øvrigt gennem flyet og sprøjter mod insekter, da man ikke ønsker nogen former for insekter eller dyr udefra.

Aeropuerto Isla Baltra er den mindste lufthavn, vi nogensinde har været i, og allerede da vi går fra flyet ind til lufthavnsbygningen, går vi forbi nogle leguaner. Da stort set hele Galápagos er en stor nationalpark, skal vi betale 100 dollars pr. mand for at komme ind – igen kun kontant betaling. Lufthavnens hund reagerer på vores kuffert, så vi bliver tager ud til kontrol, men der er nu ikke noget galt. Vi går ud af bygningen og køber billet til bussen, som kører hen til et lille færgeleje, hvor vi går ombord på en båd, der skal sejle over Canal Itabaca til øen Santa Cruz – her ligger der søløver ved færgelejet. Vi tager en taxa til byen Puerto Ayora, som ligger i den sydlige ende ud til vandet; en tur, der tager ca. 45 minutter. Da vi kører over midten af øen, begynder det at regne lidt, men vi får at vide, at det er helt normalt her midt på øen.