Tahiti rundt – 2. tur
Tirsdag den 19. september lejer vi igen bil hos Tahiti Rent, som vi henter kl. 9.00. Denne gang har vi taget badetøj på hjemmefra, de nyindkøbte klipklapper er med i en pose, og vi kører direkte til Plage Vaiava for at bade.
Det blæser noget mere, end sidst vi var her, men vi kommer i vandet, hvilket er første gang i omkring 30 år, eftersom vi aldrig har synes, at det er specielt spændende at tage på stranden. Da vi først er i, føles vandet dejlig varmt, og vi plasker rundt en halv times tid, hvorefter vi sætter os på stranden en halv time for at tørre lidt, inden vi kører videre.
Første stop bliver ved vandfaldene Vaihi, som vi ikke nåede på vores sidste tur, og derefter finder vi en lille strand med borde i Parc Atioropaa, hvor vi kan spise vores medbragte sandwich. Efter frokosten kører vi til Le trou du souffleur d'Arahoho, som er et lidt specielt naturfænomen, der på dansk kaldes et blæsehul. Brændingen fra havet skubber luften gennem en smal kanal, som komprimerer luften indeni, og når luften presses ud igen, sker det med en meget høj lyd, og havvandet står op lidt ligesom en gejser. Vi er også heldige at se hvaler langt ude; det er ikke muligt at tage billeder af dem, men vi kan tydeligt se deres haler, når de kommer op ad havet.
Sidste stop bliver ved stranden Plage de la Pointe Venus, som ligger tæt på Papeete. Det er et rigtig hyggeligt område med et kønt fyrtårn, og vi går lidt rundt, inden vi sætter os og drikker en cola. Der er en time, til vi skal aflevere bilen, men vi bliver enige om, at vi ligeså godt kan gøre det lidt før tid. Vi er ved afleveringspladsen kl. 15.15, men porten er låst. Vi prøver at skrive til dem, men da de ikke svarer, parkerer vi bilen og går hen på kontoret for at aflevere nøglen. Det får vi imidlertid ikke lov til, og dagen får en lidt kedelig afslutning, da de synes, vi er helt forkert på den, når vi kommer for tidligt tilbage. Vi prøver at forklare dem, at inden kl. 16 (hvor de jo lukker) også er kl. 15.15, men de siger, at inden kl. 16 tidligst er kl. 15.30, så vi bliver tvunget til at gå tilbage for at aflevere nøglen. Lidt ærgerligt og ikke specielt fleksibelt.
Da vi kommer hjem, finder vi ud af, at den ene time ved stranden var rigeligt til, at vi begge har fået alt for meget sol på skuldre og ryg. Der er heldigvis en uge, til vi skal til Rangiroa, så vi kan lige nå at skifte hud, og vi skynder os at få købt noget sollotion med beskyttelsesfaktor 50, så vi er klar til endnu en tur i vandet.