Jardin de Paofai
Vores lejlighed ligger over for parken Jardin de Paofai, som blev indviet i 2010, og det er uden sammenligning det pæneste og hyggeligste område i Papeete. Her er altid mange mennesker fra tidlig morgen til omkring kl. 21, hvor mange restauranter lukker, og folk går hjem, og det er også her, vi kommer oftest.
Når vi skal besøge en af de fire restauranter, som ligger i den vestligste ende af parken, drejer vi til venstre, når vi kommer ud ad vores gadedør, og krydser Boulevard de la Reine Pomare IV ved lysreguleringen lige over for JOJO Pizza. Ellers drejer vi til højre og krydser vejen lige ud for den protestantiske kirke Paofai; det er den vej, vi stort set altid vælger, når vi skal ind til byen. Lige over for kirken ligger en græsplæne, som bliver brugt til mange forskellige aktiviteter, bl.a. gudstjeneste, stærkmandskonkurrence og finale i indendørs fodbold på storskærm. Lørdag den 7. oktober er der et Halloween-arrangement for børn, og det kommer bag på os, hvor mange mennesker der dukker op. Folk slår sig ned overalt på og omkring græsplænen med tæpper og medbragt mad, og det viser sig, at der bliver vist en tegnefilm på storskærm, da mørket falder på. Da vi skal hjem efter at have spist på JOJO, må vi kæmpe os frem i mørke og forsøge ikke at træde på folk, som ligger overalt.
Der er altid fyldt med børn på de to legepladser, folk træner på de opstillede redskaber, der spilles volleyball og fodbold, og på picnicområderne er der altid nogen, der fejrer fødselsdag i weekenderne. Der er et større område ned til vandet, hvor folk har deres kajakker stående, og de bliver brugt flittigt hen på eftermiddagen, når man får fri fra arbejde. Der er også et lille lukket område med toiletter og brusebade, og her ser vi indimellem nogle af de hjemløse i byen tage et bad.
Der er utrolig mange flotte træer og blomster, ikke mindst palmer, og der er også en lille sø med åkander og fisk; nogle af dem er imponerende store. Parken ender henne ved Restaurant Le Moana, og her står en lille sød bil, som sælger is fra Bount'iti. Vi køber en is en enkelt gang, men den er ikke rigtig god.