Middag med Karl Heinrich
En af grundene til, at det blev netop 14 dage i Panama City, er, at vi hele tiden har vidst, at Karl Heinrich fra Sild, som vi lærte at kende i Granada, Nicaragua, ville komme hertil den 6. november, og vi synes, det kunne være sjovt at hilse på ham igen.
Vi skriver til ham, og vi aftaler at mødes med ham den 8. november på TGIF; han har sin søn Marvin med, og han vil gerne besøge dette sted. Da vi kommer frem, har de imidlertid lukket, så vi ender på Hooters i stedet for – hvem havde nu troet det. Der er i øvrigt ganske hyggeligt, og maden er god.
Vi har en rigtig hyggelig aften alle fire, og Karl Heinrich ligner sig selv. Deres plan er at rejse videre til Cartagena og derfra til Granada, hvor Karl Heinrich bliver, og sønnen tager hjem, når hans ferie er slut. Karl Heinrich har solgt både hus og taxa på Sild, så han har ikke nogen faste planer. Vi aftaler at holde kontakten.