Casco Viejo

Vi tilmelder os en guidet gåtur med GuruWalk i den gamle del af byen, Casco Viejo, som er på UNESCOs Verdensarvsliste og kan dateres tilbage til 1673.

Det er vores plan at tage en metro og derefter gå det sidste stykke vej derind, så vi spørger i receptionen på hotellet, hvordan metroen fungerer. Hun fortæller os, at vi både skal have mundbind og visir på, når vi skal med offentlig transport, og derudover mener hun, at vi skal tage en taxa det sidste stykke, da kvarteret ikke hører til de sikreste. Det bliver simpelthen for besværligt, så vi tager en taxa hele vejen.

Vi skal mødes med vores guide kl. 10.00 på domkirkepladsen, men da vi når frem, er alt spærret af, så vi må skrive til guiden om at mødes et andet sted. Det viser sig, at vi er de eneste to deltagere, og han kan i øvrigt fortælle, at grunden til, at domkirkepladsen er spærret af, er, at landets præsident er et smut i kirke, og at pladsen vil blive åbnet lidt senere.

Området er ikke særlig stort, men har alligevel syv kirker, og vi får besøgt de fleste af disse. I den ene kirke kommer vi ned i en lille krypt, som kun er åben én dag om året, hvilket er i dag den 2. november, som er De Dødes Dag. Vi finder ud af, at der findes en helgen, som man kan bede til, hvis man vil undgå at komme i fængsel, og at man i flere af kirkerne har skildret Jesus’ liv fra fødsel til død ved opbygning af et større miniatureland i et separat rum – da vi besøger det tredje af denne slags, bliver det lidt ensformigt. Vi får at vide, at et par af kirkerne kun bruges til dåbshandlinger og bryllupper, og at et bryllup koster 1.000 dollars, som betales til kirken, og derudover skal man give en kuvert med lidt penge til præsten.

Vi går på den gamle bymur langs vandet og hører lidt om den franske og spanske indflydelse på bydelens bygningsstil. Franskmændene byggede huse med buede vinduesrammer, og spanierne brugte firkantede vinduesrammer. Vi kommer forbi nogle flotte huse, men der er også mange, som er i meget dårlig stand eller tomme, så området er ikke helt så charmerende, som vi havde forestillet os. På et tidspunkt peger guiden et par gader op, hvor der holder en bus, og fortæller, at det er skillelinjen til det farligste område i Panama City, og at hvis vi går derop, kan vi godt regne med at miste alt, hvad vi ejer og har – ikke specielt betryggende. Vi har en fin tur, men med lidt for meget fokus på kirkerne, synes vi.

Da turen er slut, starter vi med at gå ind et sted, hvor vi kan få noget iskaffe, da det er helt utroligt varmt. Derefter går vi lidt mere rundt, men finder ud af, at vi vist har set det hele. Vi slutter af med lidt lækker sushi og finder ud af, at man ikke må servere alkohol på De Dødes Dag, så det bliver til en juice. På vejen hjem med taxa kommer vi igennem et meget fattigt område, så kontrasterne er store her i byen.

Inden vores planer blev ændret grundet pandemien, havde vi efter vores ophold i Nicaragua booket en lejlighed i Casco Viejo i seks uger; vi er glade for, at det ikke blev til noget. Det havde været lang tid i et så lille område, hvor man skal tage en taxa, hver gang man vil andre steder hen.