Parque Nacional Chargres

Vi bestiller en tur gennem Viator.com til nationalparken Chargres, men den bliver aflyst, da den landsby, vi skal besøge, er blæst væk, siger de – de opfordrer os til at bestille en anden tur. Vi har dem nu mistænkt for, at det mere skyldes manglende tilslutning, men vi finder heldigvis en anden tur på vores sidste dag i byen.

Vi bliver samlet op på hotellet kl. 8.00 af en lille bus, og der er to yderligere deltagere med; en mor og datter, som er ortodokse jøder fra Brooklyn, New York. De er rigtig hyggelige at snakke med og er meget interesserede i vores måde at leve på; de takker os i øvrigt for vores hjælp under 2. Verdenskrig, hvilket vi ikke har prøvet før. Vi skal ud til en anden bus, som har yderligere fire deltagere, som vi skal følges med, og det hele er lidt forvirrende, da de åbenbart er ved at spise morgenmad i Balboa – stedet, hvor vi startede vores tur på Panamakanalen. Vores chauffør er lidt irriteret over forsinkelsen, forsøger at få tiden til at gå og gør derfor et holdt på vejen, så vi kan se et dovendyr, der hænger oppe i et træ.

Det lykkes at finde de andre, som er fire amerikanere – to lidt yngre kvinder og deres mødre. Jens Peter er dermed eneste hane i kurven. Vi kører i en lille time ud i junglen til Río Chargres i Parque Nacional Chargres; på vejen kommer vi forbi nogle byer og desværre også steder, hvor der er smidt store mængder affald i vejkanten. Guiden John siger, at det skyldes, at der indsamles affald for sjældent, så folk ikke har plads derhjemme og derfor smider det andre steder.

Da vi når frem til flodbredden, bliver vi taget imod af flere medlemmer af Embera-stammen, som skal sejle os op ad floden i kanoer til deres landsby. Vi sejler i ca. 35 minutter, og det er virkelig en smuk tur, hvor vi kommer forbi andre Embera-bebyggelser – vi er også heldige at se en skildpadde.

Vi kommer frem til landsbyen Embera Drua, hvor der bor ca. 130 medlemmer af Embera-stammen, og vi bliver taget imod med musik ved indgangen. Vi går lidt rundt på egen hånd og kigger på de varer, som de sælger, primært flettede skåle og fade. De er ved at bygge et hus, hvilket er meget imponerende, og der løber mange børn rundt og leger.

Efter et stykke tid får vi et spændende lille foredrag af Matteo, som tidligere har været “jefe” (chef) i byen, og han er rigtig charmerende. Vi hører om, hvordan byen i sin tid blev grundlagt af fire familier, og vi hører om deres kultur, traditioner og klædedragt. Oprindeligt var aftalen, at de ikke måtte fælde træer eller jage, hvis de bosatte sig herude, men netop denne del af stammen har fået lov at jage, fordi de bor så afsides; dog kun det, de selv kan spise. Der ligger en lille skole i landsbyen, og hver uge fra mandag til fredag bor der en lærer herude fra Panama City, som lærer børnene spansk; ellers taler de deres eget sprog. Landsbyen lever til dels af de turister, der besøger byen, men ellers forsøger de at leve, som de altid har gjort. Guiden John fortæller os, at kvinderne går topløs, når der ikke er besøg, men at ikke alle turister kan acceptere det, så derfor dækker de sig til, når der kommer besøg. 

Derefter går vi lidt mere rundt, inden vi får en dejlig frokost bestående af stegte plantains (madbananer) og dejlig frisk fisk. Det med at fjerne ben i fisken er ikke nået herud, hvilket gør det lidt svært, når man spiser med fingrene. Besøget sluttes af med lidt danseopvisning – børnene ser ud til at nyde det lidt mere, end mange af mændene gør. 

Vi bliver sejlet tilbage til vores bus og derfra kørt til vores hoteller, og vi har alle haft en rigtig dejlig dag.