Den offentlige transport

Byens store stolthed er den velfungerende offentlige transport og især metroen, da Medellín er den eneste by i Colombia, som har en metro.

Den blev færdiggjort i 1995 og går fra nord til syd og fra centrum mod vest. Hovedstationen i centrum hedder San Antonio, og det er her, man skifter til den anden metrolinje. Skal man østpå, er det også her, man kan skifte til en sporvogn – der er i øvrigt en rigtig fin køkultur. Metroen er en del af den genopbygning af byen, som fandt sted efter Escobars død, da befolkningen ønskede at tage byen tilbage. Det var vigtigt, at det var sikkert at tage med metroen, hvorfor den blev bygget over jorden, og man har gjort meget for, at indbyggerne skal føle, at det er deres metro. Dette er lykkes, og man ser stort set ingen hærværk. 

Derudover består den offentlige transport af 200 metrobusser, som kører i pendulfart mellem metrostationerne og en række kvarterer, samt seks svævebaner, hvilket er en nødvendighed i en by med så mange bjergskråninger. I den tid, vi er i byen, kører vi både med metro, metrobus, sporvogn og svævebane. Vi får et kort, hvor man selv vælger, hvor mange penge man vil fylde på ad gangen. Man tjekker ind, når man står på, men skal ikke tjekke ud igen, da man betaler for halvanden time, uanset hvor man skal hen. Den eneste strækning, der er dyrere, er turen til Parque Arví. Vi finder nu aldrig rigtig ud af systemet, da det er meningen, at man skal kunne skifte mellem de forskellige linjer, uden det koster ekstra, men det virker ikke altid – billetterne er heldigvis ikke så dyre.

For at så mange som muligt har mulighed for at tage med offentlig transport, har man indført et system, hvor man på stationen kan omveksle plastflasker til en billet, hvilket, vi synes, er genialt.