Det historiske centrum

Efter den interessante gåtur i El Poblado booker vi endnu en tur med GuruWalk; denne gang i det historiske centrum. Vi skal mødes ved metrostationen San Antonio kl. 9.30, og vi beslutter at tage en taxa derop, da vi skal gå temmelig langt ned til vores station og ikke helt kan bedømme, hvor lang tid vi skal sætte af. Vi er heldige at få den samme guide igen, Mauricio, og vi er de eneste deltagere. Turen ender med at tage fire timer, og vi går i alt otte km.

Efter at have hørt lidt om bygningen af metroen, hvordan metronettet er bygget op, og hvordan billetsystemet fungerer, går vi hen til en hyggelig lille plads, som hedder Parque Berrío, hvor vi hører lidt om de forskellige bygninger i byen, bl.a. en høj hvid bygning, som bliver kaldt Nålen, og som er nem at få øje på, når man står oppe på en af bjergskråningerne og kigger ud over byen. 

Vi gør hold ved et større vægmaleri, hvor vi går langt tilbage i tiden, fra byen blev rig på guld og efterfølgende på tekstil til historien frem til i dag. Derefter bliver det tid til et besøg på den flotte plads Plaza Botero med 23 flotte skulpturer af skulptøren og maleren Fernando Botero; den besøger vi igen på et senere tidspunkt. Inden vi går videre, holder vi en kort pause på et konditori, så vi kan smage deres kendte chokolade. 

Vi går videre til Plaza San Antonio, hvor vi får lidt mere at vide om den triste periode i Medellín tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Efter Pablo Escobars død i 1993 byggede man denne park, så folk kunne feste igen, og Botero donerede flere skulpturer til udsmykning. I 1995 sprang der ulykkeligvis en bombe under en større festival, som dræbte flere mennesker og ødelagde den ene skulptur, en fugl. Botero bad dog om, at man lod den ødelagte skulptur stå som minde, og så forærede han byen en ny, som i dag står ved siden af den, der sprang i luften. Der går i øvrigt lidt tid, inden vi kan forstå, hvad Mauricio snakker om, da han udtaler “bird” med et “i” som i is, så vi tror, han snakker om et “skæg”. Pladsen er lidt trist og virker ikke som et sted, man har lyst til at gå om aftenen.

Vi besøger derefter Parque de las Luces, som har en kunstig skov på 300 lysmaster, der er op til 24 meter høje; pladsen var i sin tid byens vigtigste markedsplads. Vi går forbi den gamle togstation, som var i brug fra 1929 til 1962, og bagefter går vi forbi rådhuset og den lokale tv-station, som dækker nyheder fra provinsen Antioquia. Foran bygningen, som ligger på Plaza de la Libertad, er en mindeplade for alle de journalister, som er blevet dræbt gennem tiden – der er alt for mange navne, synes vi.

Vi slutter af i Parque de los Pies Descalzos, som er en zen-park, som blev færdiggjort i 2000, og hvor det var meningen, at folk skulle have lyst til at mødes og slappe af, efter at byen var sluppet af med Escobar. Der gik lang tid, inden det lykkedes, da folk stadig følte sig meget utrygge – det samme var gældende for byens teater, som ligger tæt på.

Da turen er slut, beder vi Mauricio anbefale os et sted til frokost. Det bliver et meget lokalt sted, hvor vi får kød, bønner, ris, æg, avokado, madbanan og tomatsalat; det smager forbavsende godt og koster kun 16 kr. inkl. et glas juice. Mauricio fortæller efterfølgende, at stedet bagefter har drillet ham med, at han viste os derhen, da de synes, det var lidt pinligt, at de ikke rigtig kunne snakke med os.

Vi besøger efterfølgende det historiske centrum på egen hånd, hvor vi bruger mest tid på Plaza Botero og museet ved siden af, og bagefter får vi en ganske fin frokost på en restaurant, som Mauricio udpegede, da vi var her med ham. Ellers bliver vi hurtigt enige om, at området ikke er specielt charmerende, da tiggerne og gadehandlerne fylder alt for meget i gadebilledet. Vi får også at vide, at man ikke skal komme herop efter kl. 20.00, hvor alle dem, der arbejder her, er taget hjem; der er kun de hjemløse tilbage.

Du kan selv tage på denne tur: Free Cultural Downtown Tour of Medellin >