Carulla, Éxito og Jumbo
I modsætning til Oaxaca i Mexico er der et godt udvalg af supermarkeder i Medellín, og vi handler for det meste i Carulla, der er en colombiansk supermarkedskæde med mange butikker, som er ejet af Grupo Éxito. Vi går oftest i den butik, der ligger på Carrera 43A, tæt på Calle 10. Vi går for det meste ned ad Transversal 5d og til højre af Carrera 43A, og når vi skal hjem igen, går vi op ad Calle 10, da stigningen er lidt mindre her. Butikken har et pænt udvalg af varer og en pæn slagterafdeling, så vi kan finde det meste. Serviceniveauet er ikke det højeste, og vi prøver flere gange at vente i slagterafdelingen på betjening, da de har travlt med andre ting end at betjene kunderne. Det går heller ikke for hurtigt med at komme igennem kassen, men det er nu generelt for alle supermarkederne og skyldes til dels, at kasseekspedienten normalt pakker alle varerne i poser for en, da mange foretrækker det på den måde – vi vil nu hellere gøre det selv. Vi skal i øvrigt lige vænne os til den lokale møntfod colombiansk peso, da 100 kr. svarer til ca. 60.000 pesos, så det er nogle store tal, der skal omregnes.
Vi handler nogle få gange i Éxito, som har en stor afdeling nede tæt på metrostationen. Når vi handler der, køber vi normalt lidt større ind og køber også nogle dunke vand. Det skyldes, at vi altid vælger at tage en taxa hjem herfra, da det går stejlt op ad bakke hele vejen, og da en taxa hjem kun koster 11 kr. I shoppingcenteret Santafé ligger der et supermarked, som hedder Jumbo, og det besøger vi også nogle gange – de har bl.a. fransk terrine.
Generelt er prisniveauet lavt, og man kan eksempelvis få 400 g hakket oksekød i en god kvalitet til 18 kr. Importerede varer er imidlertid dyre, så der skal man lige kigge sig for. Gode oste fra udlandet er urimeligt dyre, så dem springer vi over. Brødet i supermarkederne er ikke værd at spise.