Guidet gåtur
Onsdag den 17. juli har vi tilmeldt os en guidet gåtur i Chinatown gennem GuruWalk, og kl. 9.30 mødes vi med vores guide James og de to andre deltagere, som er en mand på vores alder og hans datter, begge fra Rom. Første besøg er det lille tempel Fuk Tak Chi, der i dag fungerer som museum. Det er det første tempel, der blev bygget af de kinesiske immigranter, som kom til Singapore for at finde arbejde. På det tidspunkt var det placeret på det sted, hvor immigranterne gik i land, men efterhånden er der blevet inddæmmet så meget land, at det i dag ligger langt fra kysten. James fortæller om de vilkår, de kinesiske immigranter levede og boede under, og om det område, der i dag hedder Chinatown.
Vi bevæger os videre til det taoistiske tempel Thian Hock Keng, og her viser James os de mange flagermus, der hænger oppe under loftet, han fortæller om de taoistiske ritualer, og vi får smidt et par mønter i ønskebrønden. Derefter går vi ind i området Ann Siang, hvor vi bor, og James fortæller om de mange små huse, hvor man typisk havde butik eller restaurant i stueetagen, og hvor hele familier boede ovenpå på meget lidt plads. I dag er det meste erhverv.
Vi går derefter over til den mere travle del af Chinatown, hvor man finder alle de små butikker med masser af souvenirs samt de mange små restauranter og gadekøkkener, og undervejs fortæller James meget mere om Singapore fra landets selvstændighed og frem til i dag. Vi ser også flere af de flotte vægmalerier af kunstneren Yip Yew Chong.
Vi slutter vores gåtur foran det store buddhistiske tempel Buddha Tooth Relic Temple efter to timer, hvor vi har lært en masse og har fået inspiration til, hvad vi skal udforske nærmere de næste par dage.