Ankomst
Vi lander i Kuala Lumpur torsdag den 30. maj 2024 kl. 15.15 lokal tid efter 2 timer og 30 minutters flyvetid med Air Asia fra Yogyakarta. Det går nemt med at komme gennem immigrationen og med at få hentet vores kufferter, hvorefter vi kan gå ud gennem tolden. Her bliver vores kufferter scannet, og vi bliver bedt om at åbne den ene kuffert, da de gerne vil se vores køkkenknive, hvilket heldigvis ikke giver nogen problemer.
Vi har gennem vores vært bestilt en chauffør til at hente os i lufthavnen, men inden vi forsøger at finde hende, beslutter vi os for at købe et simkort, hvilket også vil gøre det nemmere for os at kommunikere. Vi må imidlertid ikke have bagage med ind i butikken, så det opgiver vi, da vi ikke vil lade vores kufferter stå uden opsyn udenfor. På vej ud af butikken rammer bagagevognen Jens Peters fod, hvilket resulterer i en blå storetånegl, som han får glæde af i flere måneder.
Vi får hævet nogle penge, da chaufføren skal have kontant betaling, og det lykkes os at blive koblet op på lufthavnens netværk, så vi kan få fortalt, hvor vi står. Køreturen ind til vores lejlighed tager ca. en time, og vi er fremme omkring kl. 17.30. Vi finder vores nøgle i et skab og kommer op med bagagen.
Vi går rimelig hurtigt ud igen, da vi gerne vil have købt et simkort og også skal have noget aftensmad. Vi går op mod indkøbscenteret Times Square og finder en 7-Eleven på vejen, hvor vi får købt simkort begge to. Derefter går vi over i indkøbscenteret, hvor vi tjekker supermarkedet NSK Grocer ud, men det virker nu lidt kedeligt. Vi går en tur gennem deres food court og ender med at spise en pastaret på restauranten Vivo Pizza. Det er ikke specielt godt, og vi håber, at Kuala Lumpur har bedre restauranter end denne. Derefter går vi hjem og får det meste pakket ud.