Mikrobryggerierne

I de kommende tre måneder bruger vi en del tid på at besøge de bryggerier, som Denver er så kendt for. Vi kan læse os til, at staten Colorado har ca. 350 bryggerier, hvoraf ca. 70 af dem ligger i Denver. Mange af dem er kommet til inden for de sidste 10 år – eksempelvis åbnede Spangalang først i 2015 og Woods Boss i 2018 – så for nogle er det hele stadig ret nyt, og de virker meget entusiastiske. Vi koncentrerer os om de bryggerier, der ligger i Five Points, men eftersom alle bryggerierne har mange forskellige øl, som også skifter indimellem, er der nok at gå i gang med. Vi er ikke så glade for IPA, men kan godt lide sour øl. I starten er det mest Hanne, der kan lide stout, men Jens Peter bliver også glad for dem med tiden. 

Det er ikke tilladt at sælge øl og spiritus til personer under 21 år, så derfor skal man altid vise ID, når man bestiller en øl. De fleste steder er de ret skrappe med at kræve dette, hvilket i og for sig er fint nok, men det kommer bag på os, at vi også skal vise hver gang, da man skulle tro, det er tydeligt, at vi er gamle nok, men vi vænner os til altid at have vores kørekort med.

De fleste har arrangementer med bl.a. levende musik, open mic og quizaftener, og vi begynder at følge dem på Facebook, så vi kan følge med i, hvad der sker. Det er typisk kl. 19-21 eller søndag eftermiddag, så vi kommer aldrig sent hjem – alle arrangementer er gratis. Det er de færreste, der har et køkken, men til gengæld har de indimellem en foodtruck, der parkerer udenfor. Det er fuldt ud acceptabelt, at man tager mad med ind fra enten foodtrucks eller restauranter i nærheden, bare man rydder op efter sig selv. De fleste bryggerier har et lille hjørne, hvor de sælger merchandise, primært t-shirts. 

Vi når at besøge 19 bryggerier og de fleste af dem flere gange – vi har ikke tal på, hvor mange forskellige øl vi får smagt.