Tid til afrejse
Vi skal rejse til Nicaragua den 26. februar 2020 og har gennem Airbnb fundet et hus, som ser temmelig stort ud, men de andre muligheder virkede til gengæld lidt for små. Som tilfældet var, da vi kom til USA, skal man ved indrejse i Nicaragua fremvise en billet videre, så vi har booket billetter til Panama City den 26. april og har der fundet en lejlighed i den gamle bydel, som vi har booket frem til den 9. juni. Det betyder, at vi skal være to måneder i Nicaragua og seks uger i Panama, så vi har allerede brudt vores regel om tre måneder hvert sted, men det skyldes, at vi er lidt usikre på, om de to steder er noget for os.
Vi regner med, at der er ret varmt i Nicaragua, så vi køber solcreme og myggebalsam, og vi får også købt en ekstra adapter. Hanne bliver klippet i salonen Above Ground Hair på Welton Street af en pige, der hedder Olivia. Hun beder om at få det rigtig kort, da vi skal ned i varmen, og det bliver kortere, end hun nogensinde har haft det før, men hun bliver glad for det.
Ellers bruger vi de sidste dage på at få en sidste øl rundt omkring, og da Julia er forbi for at vande blomster, fortæller hun os, at hun på et tidspunkt har arbejdet i Nicaragua i en længere periode, og at vi godt kan glæde os, så det er jo dejligt. Vi aftaler, at vi bare skal aflevere nøglen i nøgleboksen, da vi skal afsted midt om natten.
Vi skal flyve kl. 5.25, så vi tør ikke rigtig sove den sidste nat. Vi bestiller en Uber til kl. 2.30 og kommer godt frem til lufthavnen og får indtjekket vores kufferter, hvilket er temmelig dyrt. Inden vi kommer til sikkerhedskontrollen, smider vi vores store vinterjakker i en skraldespand, da vi ikke forventer at få brug for dem i lang tid fremover. Der er ikke noget åbent i lufthavnen så tidligt om morgenen, så vi går direkte til gaten. Efter en mellemlanding i Houston, hvor vi får en kanelsnegl og en sodavand, er næste stop Managua.