Klimaet
Vi er glædeligt overraskede over, at solen stort set skinner hver dag. Det sner tre-fire gange i den tid, vi er her; vi får slet ingen regn og masser af sol. Man skal dog vænne sig til, at temperaturen inden for få dage kan svinge fra frysepunktet og op i nærheden af 20 grader. Julia fortæller os også på et tidspunkt, at de har et ordsprog, der siger, at hvis du ikke kan lide vejret i Denver, skal du bare vente 10 minutter.
Denver bliver kaldt the Mile High City, da den ligger præcis en mil over havets overflade, hvilket svarer til ca. 1600 m – vi kan indimellem godt mærke, at vi taber pusten lidt, når vi går opad, men ellers er vi ikke specielt generede af det. Luften er imidlertid meget tør, så vores hud tørrer ud hele tiden, og vi bruger meget fugtighedscreme og læbepomade. Vi skal også vænne os til, at vandet har et andet kogepunkt, når man er så højt oppe, så kartofler og pasta skal have lidt længere tid.