Indkøb

Der er ikke mange supermarkeder i Denver, som ligger i gåafstand fra, hvor vi bor, da det igen er vores indtryk, at folk dels får leveret varer hjem, dels kører ud til Walmart eller Target lidt uden for centrum. Safeway ligger et lille kvarters gang fra, hvor vi bor, så det bliver der, vi foretager langt de fleste af vores indkøb. Det er et ganske udmærket supermarked, hvor vi kan få det meste af det, vi har brug for. 

Doughnut FridayDe har et kæmpe udvalg af frosne færdigretter, og vi prøver nogle af dem et par gange, men det er ikke den store succes. En anden ting, der ikke er godt, er brødet, men det er stort set umuligt at finde et sted i Denver, der sælger ordentligt brød. Hanne prøver lidt forskelligt brød til morgenmad og ender for det meste med at købe bagels i Safeway, som hun varmer i ovnen, og derudover et bæger yoghurt – Jens Peter spiser yoghurt med müsli til morgenmad. Om fredagen er det doughnut-dag i Safeway, og der kan man få 12 doughnuts for 5 dollars, så det køber vi et par gange – de er meget friske og rigtig gode. Derudover er der et stort udvalg af både chips og slik, som også er lidt fristende. 

Vi finder hen ad vejen ud af, at de har nogle udmærkede friske færdigretter – suppe til Hanne og lasagne til Jens Peter – og de har også en sandwichbar, hvor de laver sandwichen, mens man venter. Vi laver også rigtig mad flere gange om ugen og finder ud af, at man ikke kan få spidskål, at porrerne kun findes økologisk og er meget små, at kartoflerne ikke er specielt gode, og at løgene er virkelig store, så et enkelt rækker til flere gange. Vi finder også ud af, at de har en ganske udmærket te. Hanne er meget ambitiøs og køber fire pakker hvedekerner på tilbud og må senere høre for, at vi ikke engang får spist halvdelen, inden vi skal rejse. I starten drikker vi vandet i vandhanen, men det smager meget af klor, så vi begynder at købe vand i Safeway – det er lidt tungt at slæbe hjem, da det sælges i dunke med 1 gallon, hvilket svarer til ca. 3,8 liter, men vi finder ikke noget sted tættere på, hvor vi kan købe vand.

Vi kan se, at man kan få rabat på en del varer, hvis man er medlem, så vi spørger oppe ved kassen, hvordan man bliver det – vi får udleveret et kort med det samme, og så er vi medlem. Der er en mand i kassen, som bliver ved med at spørge, hvor vi kommer fra, da han åbenbart ikke kan huske os fra gang til gang – på et tidspunkt siger Jens Peter til ham, at vi kommer fra Kentucky. Vi køber et indkøbsnet, som vi efterfølgende tager med os rundt i verden. Vi finder også ud af, at det er kioskafdelingen/pakkeudleveringen i Safeway, der sælger små hæfter med 10 stk. billetter til toget.

På et tidspunkt går vi en runde i gaderne rundt om, hvor vi bor, for at se, om vi ikke kan finde en bager eller en kiosk, hvor man kan købe eksempelvis mælk, så vi ikke altid behøver at gå i Safeway, men vi finder ikke noget. Der har indtil for en måned siden ligget en bager på Welton Street, men de er nu lukket. 

I Denver Central Market på Larimer Street kan man købe brød, smør og ost – ingen mælk – men alt er meget dyrt. Target har en butik inde ved siden af, hvor toget holder i Downtown, og de har en mindre afdeling med mad, så der kan vi købe det mest nødvendige, hvis vi er derinde; de har også kaffekapsler, som passer til Nespresso-maskinen. Der ligger et stort supermarked, som hedder Whole Foods Market, inde ved siden af Union Station, men det ligger for langt væk til, at det kan betale sig at bære varer hjem derfra. Det er et rigtig pænt supermarked, og indimellem køber vi nogle enkelte ting med hjem som eksempelvis en god fransk blåskimmelost til Hanne.

Marczyk Fine Foods er et lidt finere supermarked, som ligger 25 minutters gang fra lejligheden, og der er vi nede nogle enkelte gange. Vi køber nogle confiterede andelår til jul, og de har godt flute, franske oste og patéer, men vi er vant til noget bedre i Torvehallerne, så vi bliver lidt skuffede, og det er også temmelig dyrt. I det hele taget er alle dagligvarer, også i Safeway, noget dyrere, end vi havde forestillet os – Denver er på mange områder en meget dyr by.