Øvrige restauranter, caféer og barer
Der er så mange restauranter i Christchurch, at vi de fleste steder kun kommer en enkelt gang eller to.
Noget af den bedste mad får vi hos Twenty Seven Steps i New Regent Street, hvor Hanne får vildt og Jens Peter fisk, men det er ikke helt billigt, så det bliver kun til ét besøg. Det gælder også Bloody Mary’s ved Latimer Square, hvor vi får dagens udskæringer udvalgt af kokken. Hos The Monday Room lader vi også kokken bestemme, og vi får lidt forskellige deleretter, som er ret lækre. Salut Salut er den hyggeligste lille vinbar, der ligger lidt syd for centrum, og vi opdager den desværre alt for sent, så det bliver kun til to besøg; de har både gode vine og lækre charcuteri- og ostetallerkener. Hos Amaterrace Teppanyaki på Oxford Terrace får vi den typiske teppanyaki, hvor man sidder rundt om grillen, og hos Curators House Restaurant i Botanisk Have får vi en hyggelig frokost. Restaurantområdet Little High Eatery er rigtig hyggeligt, men vi når kun et enkelt besøg, hvor vi får gode steaks hos El Fogón Grill. Pedro’s House of Lamb er en foodtruck, der sælger lam, og der henter vi mad en enkelt gang. Det smager virkelig godt, men Jens Peter får næsten ødelagt sit tøj på vej hjem, da posen er utæt.
Vi er ret begejstrerede for Pomeroy’s Old Brewery Inn på Kilmore Street de første gange, vi kommer, da de har god fish & chips og gode øl, men den sidste gang, vi kommer, er fisken ret dårlig, og vi har ikke lyst til at komme tilbage. Der går lang tid, inden vi igen får lyst til fish & chips. Restauranterne Original Sin, Delilah, Francesca’s Italian Kitchen og Fiddlesticks Restaurant and Bar besøger vi kun en enkelt gang. Det gælder også O.G.B Bar & Cocktail Bar, da deres fish & chips er virkelig kedelig. The Bealey ligger tæt på vores hus, og vi er der to gange, men mere fordi det er nemt end godt, og Diner 66 og The Lane besøger vi, inden vi tager på The Bog, da vi ikke har lyst til at spise der igen. Boo’s, der ligger på Victoria Street, er både restaurant, bar og spillested, men det bliver ikke til meget musik. Første gang er musikken aflyst, så vi spiser og går hjem igen, og anden gang, hvor der er open mic, er musikken simpelthen for dårlig, og der er stort set ingen mennesker, så vi holder ikke længe.
Der er mange caféer i Christchurch, men da de fleste lukker kl. 15, bliver det ikke til så mange besøg. Hos Table at Monks Cafe på Madras Street får vi en god og meget stor morgenmad den første dag, Bohemian Bakery Cafe har gode kanelsnegle og godt brød, og både Black Betty Cafe, Good Habit og Vic’s Cafe er hyggelige caféer. Grizzly Baked Goods er knap så hyggelig, Coffee Culture The Crossing ligger inde ved busterminalen og har den fordel, at den lukker sent, og Daily Latte & Tea Room er ganske hyggelig, men ligger langt væk. The Apron Cafe er et lidt pudsigt sted, men vi morer os over, at gråspurvene har fundet ud af åbne de automatiske døre. Sweet Soul Patisserie ligger på Cashel Street og har meget fancy kager, og overfor ligger Rollickin Gelato, hvor vi får en is en enkelt gang.
Vi besøger The Craft Embassy nogle gange, og de har et stort udvalg af øl og god service, og den ene gang kan vi nyde solen ude på terrassen. Vi besøger ginbaren gin gin en enkelt gang, men kan nu ikke smage, at den dyre gin skulle være noget særligt. Baren ligger i New Regent Street, og det samme gør The Last Word, hvor vi får en drink en enkelt gang på vej hjem fra byen.