Dag 5 – Cusco
Efter fire dage med masser af oplevelser har vi søndag en dag på egen hånd i Cusco, hvor vi tager det stille og roligt. Efter morgenmaden går vi ind til den smukke plads Plaza de Armas, hvor vi sætter os på en bænk og nyder solen og kigger på de mange mennesker; her er nogle flere tiggere og gadehandlere end i Arequipa, og vi får tilbudt at få pudset sko så mange gange, at det bliver en lille smule irriterende til sidst.
Derefter besøger vi den store markedshal Mercado Central de San Pedro, der som markedshallen i Arequipa er designet af Gustave Eiffel. I hallen og de omkringliggende gader sælges der masser af frugt, grønt og blomster, så det er meget farvestrålende, mens staderne med kød er en lille smule uhyggelige med store dyrehoveder på disken. Efter besøget finder vi en lille café, hvor vi spiser en sandwich til frokost.
Vi er enige om, at vi efterhånden har set det meste af byen, så vi beslutter os for at finde en turistbus, så vi eventuelt kan se nogle områder, vi endnu ikke har besøgt. Vi finder en bus og har ingen anelse om, hvor turen går hen, men tænker, at vi bare vil lade os overraske. Vi vil gerne betale med kreditkort, men de kræver et ret stort gebyr for dette, så vi går igen – det resulterer i, at de løber efter os og siger, vi godt kan slippe for gebyret. Vi får en god plads på øverste etage i dobbeltdækkerbussen, som ikke har tag, og vi starter med en forholdsvis kort tur rundt i bymidten, inden vi kører ud af byen og op forbi Saqsaywaman, som vi besøgte på dag 2 i byen. Vi fortsætter hen forbi et andet lille inkasted, hvorefter vi holder ind et sted, hvor vi gennemgår en ceremoni med kokablade og bliver renset for onde ånder. Åndemaneren taler kun inkasproget quechua, så guiden oversætter; vi er i øvrigt de eneste engelsktalende på turen, og nogle af de andre deltagere tager hele ceremonien meget alvorligt. Efter dette besøg holder vi ind ved en alpakabutik, og selvom vi efterhånden har besøgt nogle stykker, lærer vi alligevel lidt nyt om de forskellige typer uld. Sidste stop er et besøg ved den 8 meter høje Kristus-statue, der kigger ud over byen – statuen er en gave fra de palæstinensere, som søgte tilflugt i Cusco efter 2. Verdenskrig.
Efter 2,5 timers bustur med gode oplevelser er klokken efterhånden blevet 17, og det er blevet lidt koldt, så det er fint, at turen slutter. Vi går op mod hotellet og finder en hyggelig restaurant på vejen, hvor vi tager et glas vin og også ender med at spise aftensmad.
Næste morgen ved morgenmaden falder vi i snak med et dansk par, Stine og Jens, som skulle have gået inkastien til Machu Picchu, men var så uheldige at få noget, de ikke kunne tåle, vand eller mad, og hvor det var så alvorligt, at de begge blev indlagt. De er stadig ikke friske, men er ved at finde en løsning med toget, så de i det mindste kan få besøgt stedet. Vi har lidt ondt af dem.
Efter morgenmaden går vi en tur i området San Blas, hvor hotellet ligger, men vi har egentlig ikke energi til det helt store, så det bliver til en kort gåtur, besøg i en lille markedshal og en kop kaffe, inden vi går tilbage til hotellet – det er i øvrigt også begyndt at regne. Vi bliver hentet af The Amazonas Explorer, som kører os i lufthavnen, og når inden da at sige farvel til Stine og Jens, der har fået købt togbilletter. Lufthavnen er så lille, at de ikke har udstyret til at scanne de indtjekkede kufferter, så det hele foregår manuelt, ved at kufferten åbnes, og tingene rodes igennem – godt man kun har en enkelt kuffert. Vi kommer godt hjem til Arequipa efter en fantastisk tur, hvor man bare kunne nyde, at alt var planlagt og kørte på skinner.