Mercado San Camilo
Mercado San Camilo, som er designet af den franske arkitekt Gustave Eiffel, der er kendt for at have designet Eiffeltårnet, er et af de største markeder i det sydlige Peru, og det ligger i den sydøstlige ende af Arequipas historiske centrum. Det blev opført i sin nuværende form i 1938, og i 1987 blev det erklæret for kulturarv i Peru.
Vi går derind en formiddag, og det viser sig at være noget større, end vi havde regnet med; der er både frugt og grønt, kød og fisk og alt muligt andet, som man kan få brug for eller ikke kan få brug for. Der er et imponerende udvalg af forskellige typer kartofler, og vi finder senere ud af, at Peru er meget stolte over at producere ikke mindre end ca. 4.000 forskellige sorter. Det er en meget flot hal i to etager, så selvom vi ikke køber noget, bruger vi alligevel noget tid på at gå rundt.
Oppe på 1. sal bliver der solgt gardiner i den ene ende, og så er der små spisesteder i den anden ende. Det, der blev serveret, ligner nu ikke noget, vi har lyst til at smage, og hygiejnen er vist heller ikke i højsædet.