Vores dagligdag
Den lejlighed, vi har lejet, minder om den, vi lejede sidst, men vi er enige om, at den virker lidt hyggeligere, og vi synes stadig, at beliggenheden er helt perfekt. Sengen er dog lige hård nok.
Vi er i byen i fire uger og nyder at genbesøge de forskellige restauranter og caféer og finder også nogle, vi ikke har besøgt før. Vi er sammen med familien ca. hver anden dag, hvilket passer meget fint, og nyder ellers at være tilbage i Indaiatuba, som er nem at finde rundt i.
Vi spiser morgenmad hjemme og handler ind i Carrefour, som ligger tæt på vores lejlighed. Vi får vasket tøj en gang om ugen hos vaskeriet Clean Eco Lavanderia, og vi er imponerede over, hvor pænt tøjet bliver lagt sammen. Hanne bliver klippet hos Sala Nick Willians Make & Hair, som er en rigtig pæn salon, men heller ikke denne gang er klipningen rigtig god. Som andre steder i Sydamerika er det billigt at blive klippet, men det kunne være rart at betale lidt mere og så få en lidt mere grundig klipning. Jens Peter får købt skjorter, Hanne en nederdel, og det lykkes for os begge at finde sko.
Vi er i biografen to gange i centeret Shopping Jaraguá og ser filmene Marlowe og Air. Den sidste er klart den bedste, men vi nyder begge gange at hygge os med popcorn og cola. Der er også levende musik et par gange i centeret, hvilket er meget hyggeligt.
Hanne får besked fra banken om, at hendes Visa-kort er spærret grundet et par mistænkelige transaktioner. Det viser sig, at nogen har forsøgt at hæve, hvad der svarer til henholdsvis knap 7.000 og 700 kr., så Hanne er nødt til at få et nyt kort. Det er ærgerligt, men meget betryggende, at systemet virker. Vi kan dog ikke forstå, hvordan det er sket, da kortet ikke har været ude af vores hænder og heller ikke været brugt til at betale på nettet med. Hanne bestiller et nyt kort, og så må vi finde ud af at få det sendt til Bolivia, når vi er flyttet dertil.
Vi finder ud af, at der ligger en DHL tæt på vores lejlighed, og vi beslutter os for at sende en pakke hjem. Vi har ikke så meget, men vi tænker, at det nok er billigere herfra, end det eksempelvis vil være fra Tahiti, New Zealand eller Australien. Det bliver til en pakke på fire kg, og vi sender bl.a. Hannes poncho og tørklæde fra Arequipa hjem samt nogle t-shirts, fem kaffekrus, magneter og lidt souvenirs fra Bariloche.