Ankomst

Vi lander i São Paulos internationale lufthavn GRU onsdag den 10. august 2022 kl. ca. 7.30 efter lidt forsinkelse fra Lima. Vi skal fremvise vores vaccinationsbevis og forsikringspolice, hvorefter vi kommer til immigrationen; vi bliver ikke stillet nogen spørgsmål, men får bare stemplet vores pas, og vi nyder, at der ikke er nogen i lufthavnen, der bærer mundbind. Vi får hentet vores kufferter og går gennem tolden, hvorefter vi endelig kan give et knus til Hannes bror Niels, som står klar til at tage imod os. Vi spiser en brasiliansk ostebolle og drikker en kop kaffe, inden vi går ud til den bil, som Niels har lejet i dagens anledning for at være sikker på, at der er plads til bagagen. Der er ca. 120 km til Indaiatuba, men Sâo Paulo er en stor by at komme ud af, så der går et par timer, inden vi er fremme.

Da lejligheden ligger i et hotel, skal vi vise pas og tjekke ind, før vi kan komme op med bagagen, selvom vi har en kode til nøgleboksen, som sidder på døren. Vi kommer op med det hele og kan endelig køre med Niels hjem, så vi kan hilse på Cilene og Cecilie. Vi har især glædet os til at hilse på Cecilie, og hun er selvfølgelig præcis ligeså dejlig, som vi havde forestillet os. Vi har lidt gaver med, og efter udpakning af disse er det tid til en rundvisning i deres bebyggelse, som består af tre nybyggede højhuse med fællesområder, hvor der både er swimmingpool, legeplads, boldbane, fitnessrum, grillområde og forskellige lokaler, man kan leje; det hele er indhegnet, så man skal gennem receptionen for at blive lukket ind. Niels og Cilene flyttede ind for et år siden, og da arbejdede man stadig på de fleste faciliteter, så alt er helt nyt og rigtig fint. Det stormer i øvrigt ret meget, så vi er ved at flyve væk.

Efter rundvisningen går vi hen for at spise frokost på en restaurant i et indkøbscenter ved siden af, og det er dejligt endelig at være sammen. Vi har dog kun sovet en time eller to, siden vi stod op dagen før, så vi trænger til at sove, og Niels skal også have afleveret den lejede bil. Han kører os hjem, og efter en hurtig tur i Carrefour for at købe kaffe og morgenmad til dagen efter går vi i seng. Om aftenen går vi ud og finder en hyggelig restaurant i vores område.