Familien

Vi er jo først og fremmest kommet til Indaiatuba for at besøge Hannes bror Niels samt hans kone Cilene og deres datter på tre år, Cecilie. Den første dag i byen mødes vi med Niels og Cilene ved Cecilies børnehave kl. 11.45, og hun bliver meget glad for at se os. Hun løber hen i armene på Jens Peter, og der går lige fem minutter, hvor hun slet ikke ved, hvad hun skal sige.

I løbet af den måned, vi er i byen, ses vi ca. hver anden dag. Vi er til middag hos Niels og Cilene to gange samt til brunch og påskefrokost, og så er vi ude at spise flere gange på nogle af de lækre steder i byen. Det bliver bl.a. til sushi tre gange og til kaffe på A Boutique de Flores, og da Niels er bortrejst på et tidspunkt, mødes vi med Cilene og Cecilie på isbaren Nero. Vi ser Cecilie svømme i den swimmingpool, der hører med til deres lejlighed, og er imponerede over, hvor lang tid man kan holde vejret, når man kun er tre år. Vi går tur i parken, hvor Cecilie cykler, og besøger også forskellige legepladser, og vi er glade for at få et indblik i Cecilies dagligdag.

Vi er heldige at være i Indaiatuba i påsken, så vi kan komme med Cecilie på æggejagt. Niels får lagt æggene ud, og vi følger efter; det går imponerende hurtigt med at få samlet æggene ind igen, og vi kan slet ikke følge med. Derefter får vi en dejlig påskefrokost med bl.a. mørbradbøffer og champignonsovs, og Cilene har bagt en dejlig chokoladekage til kaffen.

En lørdag genbesøger vi Fazenda do Chocolate lidt uden for byen Itu; en chokoladefarm med dyr og aktiviteter for børn. Vi tager på en traktortur rundt på ejendommen, hvor vi kommer pænt langt op, så vi kan nyde udsigten. Cecilie går mere op i legepladsen, hoppeborgen og den elektriske tyr end dyrene på farmen, men vi har nogle hyggelige timer. Inden vi tager videre, køber vi lækker chokolade med hjem, og ekspedienten i butikken kan huske os fra sidste gang. Hun undrer sig over vores besøg, da hun kan huske, at Niels sidste gang sagde, at vi ikke bor her i området. Vi slutter dagen af med frokost på en restaurant inde i Itu, hvor vi alle får lækre bøffer.

Vi nyder vores fire uger med familien i Indaiatuba og synes, det er mærkeligt at tænke på, at der nok går flere år, før vi ses igen. Vi håber, vi kan lokke dem på ferie i Asien, når vi er der.