Ankomst
Vi lander i São Paulos lufthavn onsdag den 29. marts 2023 omkring kl. 21, og Hannes bror Niels tager imod og kører os til Indaiatuba. Vi får tjekket ind i receptionen på hotellet The World Indaiatuba på adressen Rua Pedro de Toledo 1218, hvor vi ligesom sidst har lejet en lille lejlighed gennem Airbnb; denne gang lejlighed 102 på 10. sal. Da vi kommer op til lejligheden og åbner den lille nøgleboks, har værten desværre glemt at lægge nøglekortene til os som aftalt. Efter lidt ringen frem og tilbage får vi heldigvis receptionisten til at lukke os ind, hvilket er tiltrængt, da klokken nu har passeret midnat, og vi har været undervejs i mere end 14 timer.
Den første dag i byen starter vi med brunch på A Boutique de Flores, hvor vi bliver budt velkommen tilbage, hvorefter vi tager ned til Cecilies børnehave, så vi kan tage imod hende, når hun har fri kl. 11.45.