Casa Museo Picasso og Museo de Belas Artes
Picasso boede i byen i nogle år, da han var teenager, og man har bevaret den lejlighed, han boede i, så der tager vi ind den 23. december – den ligger lige over for vinbaren La Cantina del Bierzo. Det er gratis at komme ind, og der er en sød ung pige, som gerne vil fortælle om stedet – hun taler kun spansk, men Hanne forstår da lidt af, hvad hun siger. Det er en fin lille lejlighed, hvor Picasso boede med sine forældre og lillesøster i et par år, og det er meget sjovt at se en af glasbalkonerne indefra. Picasso begyndte at male i den tid, han var i byen, og i dag er kunstskolen i byen opkaldt efter ham. Besøget er nu hurtigt overstået, og da vinbaren ikke er åben endnu, finder vi et andet sted, hvor vi kan få noget at drikke.
A Coruñas kunstmuseum ligger meget tæt på, hvor vi bor, og vi beslutter os for et besøg, da vi efterhånden har set alt, hvad byen ellers har at byde på. Vi kommer gratis ind, fordi vi kommer fra EU, og det er jo en meget god start. Der er en særudstilling med forskellige klædedragter, som er sat op indimellem den øvrige udstilling; vi finder ikke rigtig nogen logik i det, men vi starter i stueetagen og tager elevatoren op, så vi kan gå ned. Det er ikke så spændende, men indimellem er der da nogle værker, som er gode – vi savner bare lidt nyere kunst og også noget kunst af lokale kunstnere. Selve bygningen er meget fin, og vi har det stort set for os selv, bortset fra rengøringskonen. Det mest spændende er en lille udstilling med nogle tegninger af Goya. Efter besøget tager vi på caféen Miss Maruja og drikker kaffe og spiser kage og runder lige stranden, da vi kan se, at bølgerne er pænt store.