Gademusikanterne

Der er tre gademusikanter, som i det første stykke tid kommer hver uge i vores gade; nogle gange flere gange om ugen. De står enten på torvet, nede på hjørnet ved restaurationsgaden eller lige ude foran vores vindue, og kvaliteten er svingende. Efterhånden som vejret bliver køligere, kommer de knap så ofte.

Vi kan bedst lide Sophie Simonds, der er en engelsk pige, som for nylig er flyttet til A Coruña – hun spiller saxofon og synger, og vi kan godt lide hendes repertoire. De første par måneder, hvor det stadig er sommervejr, kommer hun typisk et par timer hver fredag og lørdag aften, og et par gange sætter vi os ned på torvet og lytter til hende, mens vi får en gin og tonic.

Ham, vi kalder Fado-manden, er mest vedholdende og også mest irriterende, synes Hanne i hvert fald. Han står lige neden for vores vindue, spiller meget højt og har specialiseret sig i spanske sange, der minder om den portugisiske musikform fado, der er karakteriseret ved klagende melodier og tekster. 

Der kommer også en violinist, som for det meste har grønt hår, og han er i og for sig dygtig nok, men han spiller altid noget klassisk musik i et frygtelig hidsigt tempo, som bliver lidt stressende at lytte til. Der er en fjerde musikant, som er en ældre kvinde, men hun kommer heldigvis kun en kort overgang. Hun ser noget sølle ud og stiller sig op med en båndoptager med musik og en mikrofon, og så synger hun en pudsig blanding af musik med alt fra Elvis til opera – meget højt og ikke ret godt, og god til engelsk er hun i hvert fald ikke.