Daglige indkøb
Da vi laver mere mad hjemme, end vi har gjort længe, handler vi ind et par gange om ugen, og da vi skal op i byen for at finde et supermarked, køber vi typisk ind til et par dage ad gangen. De fleste gange går vi i Express de Lider, som ligger i indkøbscenteret Mall Paseo Chiloé. Lider, der er en del af Walmart, kender vi fra Santiago, og også her i Castro har de indimellem et problem med tomme hylder; især om søndagen. De har dog nogle af de varer, vi oftest bruger, bl.a. i kødafdelingen.
Vi går også i Unimarc et par gange; et supermarked, der ligger på Av. Bernardo O’Higgins. Det er en lidt pænere butik med en stor grøntafdeling, men de har så til gengæld ikke så stort udvalg i kød, og de er også dyrere. Der ligger heldigvis en lille kiosk, Minimercado Caleuche, meget tæt på vores hus, hvor vi kan hente vand. De andre varer i butikken ser absolut ikke friske ud, så vi nøjes med at købe vand, og ofte må vi nøjes med flasker med halvanden liter, da der er langt mellem leverancerne af de store dunke.
Det lykkes os at finde en rigtig god bager, PanComido, så Hanne begynder at spise brød om morgenen igen. Han laver rigtig godt brød, men har kun åben fra tirsdag til fredag, så vi køber et brød om tirsdagen og et om fredagen, og så får Hanne det til at passe. Første gang Jens Peter er deroppe, siger ejeren, at han taler lidt engelsk, men det mærker vi nu ikke så meget til. Han er en lidt pudsig introvert type, men han kan jo heldigvis finde ud af at bage godt brød.
Vi får vasket tøj én gang om ugen hos Lavanderia Magic Matic på Plaza de Armas, og tøjet er som regel færdig inden for 24 timer. De er søde nok, og tøjet er rent, men de sjusker meget med at lægge tøjet sammen. De to øverste skjorter er som regel lagt pænt sammen, mens resten er noget værre rod.