Afrejse

Vi rejser fra Castro onsdag den 29. marts 2023, hvor vi bliver hentet kl. 10.00 af en taxa, som vi har fået vores vært Deneb til at bestille, og er fremme i den meget lille lufthavn Mocopulli omkring en halv time senere. Vi kan aflevere bagage to timer før afgang, hvilket vil sige kl. 11, og efter vi har gjort dette, må Jens Peter kort tid efter gå med ud til bagagescanneren og åbne den ene kuffert, da der er noget, de gerne vil undersøge nærmere; det viser sig nu bare at være vores myggespray. Vi drikker en kop kaffe og spiser en kanelsnegl, inden vi går gennem sikkerhedskontrollen, da vi har læst, at der intet er ude ved gaten. Vi letter til tiden kl. 12.57 og flyver til Santiago, hvor vi har en mellemlanding.

Vi lander i indenrigsterminalen og har godt to en halv time, inden vi skal flyve til São Paulo fra udenrigsterminalen, så vi er sikre på, at vi har masser af tid. Det viser sig imidlertid, at vi skal ud på en længere gåtur, så det ender med, at der ikke er så meget tid i overskud, som vi havde forventet. Vi skal gå utrolig langt for at komme til udgangen, som er samme sted, hvor de andre passagerer får udleveret bagage; derfra skal vi gå et pænt stykke for at komme over i udenrigsterminalen, og her står vi i kø et stykke tid for at komme gennem immigrationen. Klokken er efterhånden blevet 16, hvorfor vi vælger at bestille burgere, da vi har lidt travlt, men dem venter vi på i 20 minutter, så ikke så meget fastfood over det – lidt ærgerligt, at vi må sluge maden, da det faktisk er nogle ualmindelig gode burgere. Vi skynder os derefter ud til gaten, hvorfra vi letter til tiden kl. 17.25. Vi har i alt gået 3,5 km for at komme fra den ene gate til den anden.