El Boliche de Alberto
El Boliche de Alberto, der er et steakhouse, har to restauranter; en på Ada María Elflein og en på Villegas. El Boliche de Alberto Pastas, som, vi går ud fra, har samme ejer, ligger på Ada María Elflein. Alle tre steder er der kø for at få et bord, så man skal lige planlægge, hvornår man kommer. Det er ikke muligt at bestille bord.
Vi besøger kun restauranten El Boliche de Alberto på Ada María Elflein, og vi kommer to gange. Vi finder ud af, at hvis vi kommer ca. 20 minutter, før de åbner, dvs. kl. 19.40, så kan man godt være rimelig sikker på et bord, men hvis man ikke kommer ind på det tidspunkt, får man besked på at komme tilbage ca. halvanden time senere. Det er et pænt sted med en stor åben grill, så man kan se maden blive tilberedt, og grillmesteren går selv rundt til alle bordene for at tage imod bestilling. Efterfølgende kommer der en tjener, som tager imod bestilling på drikkevarer. Første gang får vi nogle rigtig gode bøffer, men deres asado de tira, som vi bestiller anden gang, er lidt skuffende.
Vi kommer nogle gange hos El Boliche de Alberto Pastas, som er et rent pastasted. Kommer man mellem 20.00 og 20.30, kan man være rimelig sikker på et bord, men senere på aftenen er der altid en meget lang kø udenfor, uanset hvor koldt det er. Al pastaen er hjemmelavet, og man kan gennem en glasrude se, at de står og laver den. Det smager godt, prisen er rimelig, og portionerne er store, men Hanne er lidt mere begejstret for de retter hun får, end Jens Peter er for sine.