Tysk fodaftryk og nazistisk tilstedeværelse
Vi kommer til Bariloche en onsdag, og allerede om lørdagen tager vi på en guidet gåtur med Diego, arrangeret gennem Airbnb. Den hedder “Tysk fodaftryk og nazistisk tilstedeværelse”, varer halvanden time og starter ud for turistkontoret kl. 19.00. Vi er en gruppe på ca. 10, og Diego starter med at fortælle om de tre tyske indvandringsbølger i Bariloche.
Tyske bosættere begyndte at ankomme til det sydlige Chile fra 1840'erne, og nogle af disse bosættere startede en lukrativ læderindustri, hvor de hentede læder fra de oprindelige samfund på tværs af Andesbjergene. I 1880'erne blev det oprindelige folk fordrevet af den argentinske hær, hvilket tvang læderhandlere i Chile til at krydse Andesbjergene for at skaffe forsyninger. På denne måde etablerede talrige iværksættere fra Chile, mange med tysk baggrund, kvæg- og handelsvirksomhed i området ved Nahuel Huapi.
I 1930'erne blev byens centrum ændret, så den kom til at ligne en traditionel europæisk alpeby, som man kaldte Lille Schweiz, idet man ønskede at tiltrække turister fra Europa. Ved nazismens fremmarch i Tyskland i 1930’erne flygtede mange tyskere fra landet, både jøder, men også folk, der ikke ville støtte det nye styre, og mange blev tiltrukket af området omkring Bariloche, da det lignede noget, man kendte i forvejen. Hermed kom den anden bølge til byen.
Mens Diego fortæller, bevæger vi os op ad bjerget og kommer forbi flere eksempler på den tyske byggestil. Da vi kommer til den tyske skole, er tiden kommet til at fortælle om den tredje bølge af tyskere – de nazister, der kom til byen og til Argentina i det hele taget efter 2. Verdenskrig. Især én historie er Bariloche kendt for – historien om Erich Priebke.
Erich Priebke var en tysk SS Hauptsturmführer, kendt som Slagteren fra Ardeatinergrotterne. Han er anklaget for massakren ved Ardeatinergrotterne uden for Rom i Italien i marts 1944, hvor 335 civile, heraf 75 jøder, blev dræbt som hævn for italienske partisaners drab på 33 tyske soldater.
En journalist fra ABC News kommer til Bariloche i 1994 i jagten på Priebke, og en anden tidligere nazist kan fortælle, at han arbejder på den tyske skole i byen. Journalisten henvender sig til Priebke, da han er på vej ud af skolen, og han svarer straks beredvilligt på alle spørgsmål om, hvad han foretog sig under 2. Verdenskrig, idet han er af den overbevisning, at han jo bare fulgte ordrer. Det ender med et retsligt efterspil, hvor Priebke bliver udleveret til Italien og sidder i husarrest i 15 år, indtil han dør i 2013, 100 år gammel.
Vi hører også historien om Huemul-projektet, hvor Perón efter 2. Verdenskrig inviterede den østrigskfødte tyske videnskabsmand Ronald Richter til Argentina for at forske i at generere energi fra atomfusion. Der blev i 1949 bygget et forsøgssted på øen Huemul Island på Nahuel Huapi-søen lige uden for Bariloche, men projektet blev lukket ned igen i 1951 grundet manglende resultater.
Vi slutter turen af med kort at høre om konspirationsteorien om Hitler og Bariloche. Ifølge den døde Adolf Hitler og Eva Braun ikke i bunkeren i Berlin. De flygtede derimod via Barcelona til Argentina, hvor de bosatte sig uden for Bariloche, og hvor de begge døde mange år senere af alderdom. Den historie tror Diego dog ikke rigtig på.
Diego er meget behagelig at høre på, ved rigtig meget om emnet og byen og taler et rigtig godt engelsk, så da han fortæller, at han har en anden tur mandag formiddag, tilmelder vi os denne tur direkte hos ham uden om Airbnb.