Chokoladebutikkerne

Bariloche er officielt udråbt til at være Argentinas chokoladehovedstad, og på gaden Mitre ligger chokoladebutikkerne side om side. Der er ikke nogen produktion af kakaobønner i denne del af Sydamerika, men det store udbud af chokolade kan vi takke immigranterne fra Europa for. Chocolatieren Aldo Fenoglio ankom til Bariloche i 1947 – han var fra Torino i Italien, Europas chokoladecentrum siden det 17. århundrede. De fleste af Bariloches chokoladeproducenter i dag er enten efterkommere af Fenoglio eller hans ansatte.

Rapa NuíIfølge Diego, vores guide fra de to gåture, er de to bedste chokoladesteder i byen Rapa Nuí og Mamuschka, og vi besøger begge steder samt butikkerne Del Turista, Frantom Chocolates og ikke mindst vores lille lokale butik Benroth Chocolates. Kiloprisen ligger de fleste steder på omkring 9.600 pesos, hvilket svarer til omkring 190 kr., så man kan få temmelig meget chokolade for under 100 kr.

Rapa Nuí er et større foretagende, som både har chokoladeudsalg, en større café/restaurant, en afdeling med isbar og ikke mindst indendørs skøjtebane. Det ender med at være her, vi kommer flest gange, da vi får en god betjening i caféen, kagerne er virkelig lækre, og isen er også god. Vi køber et udvalg af chokolade med hjem en enkelt gang og køber også en æske med deres pebermyntefyldte chokolader med til Chile, da de er de bedste i byen.

Første gang vi besøger Mamuschka, sidder vi udenfor og får franske macarons, kaffe og submarino. En submarino er varm mælk, hvor man selv skal smelte chokoladen, som her er formet som små ubåde, hvilket er meget sjovt. Vi køber også en større æske chokolade med hjem på et tidspunkt, men da vi endnu engang sætter os og bestiller en kop kaffe, går der så lang tid, at vi ender med at opgive og gå igen, og vi kommer ikke tilbage.

Hos Del Turista køber vi turrón (fransk nougat), som er virkelig lækkert, men da vi kommer tilbage for at købe mere, er der udsolgt. Også her må vi opgive at få en kop kaffe, da vi efter 20 minutter endnu ikke har set en tjener. Benroth Chocolates er en lille butik, som ligger tæt på vores lejlighed og langt væk fra alle andre chokoladebutikker i byen. Vi er enige om, at de har den bedste chokolade i byen, så her går vi hen den sidste dag, så vi kan få købt en stor æske med til vores ophold i Chile. Især den med whisky er rigtig god. Det er et meget lille sted med god betjening, og man skal huske, at den holder lukket hver dag fra kl. 13.00-15.30 samt lukker tidligt lørdag og har helt lukket søndag.