Turisur

Det er naturligvis også Turisur, der står for turen Cruce Andino, og det viser sig endnu engang at give nogle udfordringer. Vi henvender os på et af kontorerne og får at vide, at det koster 55.000 pesos pr. billet + bagage, men at vi skal købe billetterne på deres andet kontor i byen. Et par dage efter har vi hævet penge gennem Western Union, og vi henvender os på det nævnte kontor, men nu er prisen steget til det dobbelte. Da vi spørger, hvordan det kan lade sig gøre, får vi et flabet svar, da ekspedienten siger, at det skyldes, at hun ved, hvordan man regner prisen ud, og det gør hendes kollega ikke. Hun virker i det hele taget ligeglad med, om vi vil købe billetterne, og er også fornærmet over, at vi beder om prisen i pesos, da hun hellere vil have amerikanske dollars. Vi går igen. Efter lidt regnen frem og tilbage ender vi med at købe billetterne gennem Viator.com. Prisen er den samme som på Turisurs kontor, men her skriver de, at hver passager har ret til to kufferter, at guiden taler engelsk, og at der er tale om en lille intim tur med maks. 10 deltagere, hvilket er vigtigt for os, og så har vi heller ikke lyst til at snakke med hende på kontoret igen.

Da vi reelt har fem kufferter i alt, skriver vi til dem, efter vi har købt turen, for at høre, om vi kan betale for den femte kuffert. Det kan vi godt, men de mener, at vi skal betale for tre ekstra kufferter, da hver passager maks. må have én kuffert med. De vil overhovedet ikke høre på os, når vi siger, at der står noget andet i beskrivelsen; de bruger hver gang flere dage på at svare, og vi synes, det er rimelig stressende, da man ikke kan aflyse den tur, vi har købt. Vi ender med at rydde op i vores ting, så vi kun har fire kufferter i alt, og Viator lover at refundere pengene, hvis vi skal betale for to ekstra kufferter. På dagen ender de dog med at acceptere fire kufferter, da vi viser dem opslaget fra Viator.

Det med at være et lille selskab på maks. 10 deltagere holder heller ikke stik, da vi på sejlturene er sammen med mange andre deltagere, bl.a. et større israelsk selskab på 30 mennesker, som fylder rigtig meget. Det er kun på den del af turen, hvor vi krydser grænsen, at vi reelt er en lille gruppe, og hvor vi har vores egen guide. Vores første guide Anabel fra Bariloche til den argentinske immigration bruger en del tid på at skændes med en eller anden i telefonen; hun er ikke speciel god til engelsk; og hun giver os ingen informationer om noget som helst. På den sidste sejltur, som er den længste, er der kun den guide, som skibet stiller til rådighed, og vi skal i øvrigt selv slæbe vores kufferter fra kajen op til bussen, da vi går i land i Petrohue.

Ifølge beskrivelsen er der mulighed for at besøge et vandfald her i Petrohue, men det får vi ikke tilbudt, og som en sidste ting står der, at hele turen tager ni timer, men den tager reelt 12 timer og 30 minutter.

Havde vi vidst, hvad vi ved i dag, havde vi taget en dagsudflugt ud til Lago Frías, som er meget smuk, og så havde vi holdt fast i den oprindelige plan med bus til Chile. Turen Cruce Andino er smuk, men med alt det besvær simpelthen ikke de mange ekstra penge værd.