Øvrige restauranter, caféer og barer
Vi går oftest ud at spise i vores område St Leonards, og selvom vi for det meste kommer de samme fem steder, får vi også prøvet lidt andre restauranter. Vi besøger Myung Jang i shoppingcenteret Mall 88 to gange; det er en koreansk barbecuerestaurant, hvor man selv griller kødet nede ved bordet, hvilket er rigtig hyggeligt. St Leonards Tavern ligger på vej ned til stationen, og den besøger vi nogle gange. Det er ikke en specielt hyggelig restaurant, men et par gange om ugen har de steak night, hvor man kan få en steak med pommes frites og champignonsovs for 85 kr., som smager ganske udmærket. Double Cross Dining Room ligger ved siden af Knird, og her spiser vi en sen morgenmad på vores første morgen i byen. Borruso's Crows Nest er en udmærket italiensk restaurant på Willoughby Road, som vi besøger en enkelt gang, og Small Bar ved siden af er en hyggelig bar med gode deleretter, hvor vi også kommer en enkelt gang.
Der er en del caféer i området, men da de fleste lukker kl. 15.00, er det ikke mange, vi får besøgt. The Moody Chef og Chandos café er de hyggeligste, og her får vi en rigtig god betjening. Charlie + Franks og La Baguette besøger vi kun en enkelt gang, og det samme gælder isbaren C9 Chocolate & Gelato Crows Nest. Vi finder forholdsvis sent ud af, at Oliver Brown lukker meget senere, så vi får kun besøgt den et par gange. Det er ellers et hyggeligt sted med flere ting med chokolade.
I området The Rocks inde i centrum får vi en solid tysk frokost på Munich Brauhaus Sydney efter en af vores guidede gåture, og i samme område får vi også besøgt Endeavour Tap Rooms, La Renaissance Patisserie and Cafe og The Tea Cosy, hvor vi får te og scones. Efter rundvisningen i Operahuset får vi frokost på Opera Bar, og inden koncerten med Elvis Costello, hvor der ikke rigtig er tid til aftensmad, ender vi med en acai fra Oakberry Acai Circular Quay.
Morrison’s Oyster Bar & Grill ligger på George Street i centrum, og her spiser vi frokost en enkelt gang, og vinbaren Bopp & Tone, der ligger tæt på stationen Wynyard, er et hyggeligt sted at få et glas vin. Da vi besøger shoppingcenteret Broadway, får vi en rigtig god burger på Merchants of Ultimo. I bydelen Pyrmont besøger vi den hyggelige pub Gallon og spiser efterfølgende på den franske restaurant The Little Snail, hvor maden er god og betjeningen knap så god. I Darling Harbour bliver det til en øl på The Sporting Globe x 4 Pines, og på den franske vinbar Saisons får vi et enkelt glas rosévin. Derudover spiser vi for det meste frokost de forskellige steder, vi besøger på vores ture rundt i havnen.