Cockatoo Island
Vi bliver anbefalet af familien at besøge den lille ø Cockatoo Island, som ligger i den vestlige ende af Sydney Havn. Vi tager toget ind til Wynyard og går ned til færgen ved Barangaroo; herfra er der en flot sejltur på 12 minutter ud til øen.
Mellem 1839 og 1869 fungerede Cockatoo Island som en straffeanstalt for dømte, men den var også stedet for et af Australiens største skibsværfter, der opererede mellem 1857 og 1991. Den første af dens to tørdokke blev bygget af straffefanger. I 2010 kom Cockatoo Island på UNESCO’s Verdensarvliste, og i dag fungerer øen primært som museum og benyttes til afholdelse af forskellige events. Da vi er her, er man ved at gøre klar til optagelse af tv-programmet “Top Gear”.
Vi går en tur rundt om øen og kigger på de forskellige gamle bygninger, og vi spiser en frokost på den lille café Marina Cafe & Bar. Derefter går vi op ad trapperne, så vi også kan se den øvre del af øen samt nyde udsigten over havnen. Man kan bevæge sig frit omkring og gå ind i de fleste bygninger, hvilket er meget hyggeligt.
Efter en dejlig dag tager vi færgen tilbage til Barangaroo.