Aucklands centrum
Auckland er en rigtig storby med mange højhuse, hvor bl.a. bankerne og alle de store konsulenthuse har deres hovedkontorer, og efter flere år i Latinamerika nyder vi at være tilbage i noget, der minder om Europa. Den største forskel er næsten, at de fleste af dem, som arbejder i servicefagene, er asiater, og de to taxachauffører, vi kører med, kommer fra Indien.
Vores hotel ligger midt i centrum kun ti minutters gang fra havnen, så det er nemt at gå rundt til det hele. Der er en del vejarbejde på Albert Street, hvor hotellet ligger, så vi går oftest ad Queen Street, som er en rigtig indkøbsgade. Vi besøger varehuset Smith & Caughey's og indkøbscenteret Commercial Bay og kigger indenfor i en del butikker. Hanne får købt sneakers, nylonstrømper og lakrids, og ikke mindst lykkes det hende at finde en god frisør, Smart Hair, så hun kan blive klippet.
Ud over at shoppe går vi lidt syd for hotellet til pladsen Aotea Square, hvor rådhuset ligger, og er en tur oppe i Sky Tower, men ellers går vi mest rundt nede ved havnefronten, som er et hyggeligt område. Vi besøger lystbådehavnen et par gange og er også en tur ude på en af molerne, hvor der ligger et lille hus kaldet The Lighthouse. Vejret er ikke det bedste, og der er nok ikke så meget liv, som der er om sommeren, men det er nu hyggeligt nok alligevel.