Øvrige caféer
Sweet & Coffee er Ecuadors svar på Juan Valdez, som vi lærte at kende i Colombia. Vores første besøg, som er i området Mariscal Sucre, er knap så vellykket, da vi bestiller varm kakao, hvor der er klumper i flødeskummet. Det får Jens Peter til at døbe stedet Sweet & Sour. Der går et stykke tid, inden de får en chance til, men vi ender med at tage en kop kaffe i den café, der ligger lige ved siden af Supermaxi, og den smager fint. Efterfølgende sætter vi os ofte ned til en kop kaffe og en kage, når vi er oppe at handle. Deres quiche smager også godt.
Juan Valdez, som vi kender fra Medellín, ligger på Plaza Foch, og da det er stort set den eneste café, som er åben i dette område, ender vi med at komme her nogle gange til kaffe og kage.
CACAO & CACAO Chocolate & Coffee Shops, som vi hurtigt døber chokoladestedet, ligger også i Mariscal Sucre, og det besøger vi til morgenmad på vores første dag i byen. Vi kommer tilbage nogle gange, da de er rigtig søde, men deres kakao smager virkelig ikke særlig godt, så efter den første kop ender det efterfølgende med en kaffe.
Vi besøger CaféLab Floresta et par gange, da de har udmærket kaffe, og ikke mindst fordi de har servering udenfor, så vi kan nyde solen. I La Floresta finder vi også biografen Ochoymedio, som har en hyggelig café, hvor vi er en enkelt gang. Vi får en ostetallerken samt et glas vin og en øl, da de er løbet tør for vin. Et hyggeligt sted, som vi nok burde have besøgt igen. Cyril Boutique er en café i den finere ende med rigtig flotte kager. Den besøger vi to gange, da den ligger lige ved siden af klinikken, hvor vi får en PCR-test.