Seværdighederne
Oaxaca har ikke så forfærdelig mange seværdigheder at byde på, og et par af de vigtigste har desværre lukket på grund af corona, bl.a. det grafiske museum og museet i tilknytning til kirken Templo de Santo Domingo de Guzmán.
Den botaniske have har lukket, da vi kommer i juni, men i juli bliver det muligt at komme på en tur med engelsk guide hver tirsdag og torsdag kl. 11. Vi tager derind en torsdag og får at vide, at turen allerede er startet, da den for længst er overtegnet, eftersom folk har stået i kø siden kl. 6.30. Der står en kø til den spanske tur kl. 12.00, men den er også fuldt booket. Vi bliver enige om, at det virker noget overdrevet, og tager en kop kaffe i stedet for.