Ankomst
Vi har booket vores guide Sal fra Mexico City til at køre os til Oaxaca, og vi ankommer onsdag den 9. juni 2021 kl. ca. 15. Vores vært Gabriela har heldigvis sendt os et kort, da Google nemlig leder en et forkert sted hen, hvis man taster adressen ind, og vi finder uden problemer lejligheden, der ligger i et beboelsesområde med ensrettede gader og meget toppede brosten. Vi bliver taget imod af Silvia, som, finder vi senere ud af, er hende, der gør rent i de forskellige lejligheder. Vi får sagt farvel til Sal, kommer ind med bagagen, og Silvia viser os rundt – hun taler kun spansk.
Vi læsser kun lige af og går derefter ud for at finde noget frokost. Vi går ind til det historiske centrum til pladsen Zócalo, som er fyldt op med gadesælgere og ikke helt så charmerende, som vi havde forestillet os. Vi sætter os på en restaurant ud til pladsen og får en sandwich og en corona-øl – det er billigt, men heller ikke specielt spændende. Vi går hjem og får pakket ud, og om aftenen går vi op i vores område Jalatlaco og får endnu en sandwich og en cola og går tidligt i seng.