Ciudadela bar
Ciudadela bar ligger lige syd for Plaza Independencia, og vi kommer tilfældigt forbi en dag, hvor vi har gået en tur langs vandet. De er netop ved at åbne, og vi sætter os udenfor med en god stout. Ham, der ekspederer os, fortæller, at hans værste minde om København, er, at han var ved at komme for sent til sit fly, og at han fik en bøde i metroen på vej til lufthavnen, da han ikke kunne finde ud af at købe en billet. Nu er han bange for, at han er registreret et eller andet sted. Bortset fra det er han nu meget hyggelig at snakke med, og han er altid henne og hilse, når vi kommer.
Baren ligger lidt langt fra vores lejlighed, så vi kommer ikke bare forbi, men vi kommer tilbage nogle gange, da her er ret hyggeligt. Når solen skinner, er der dejligt på terrassen, hvor man kan få et glimt af vandet. Vi får flere gode øl, og en aften får vi også en burger, som er ganske god. Uanset vejret slæbes alle møbler udenfor hver dag, for ellers er der ikke plads indenfor, så hvis man kommer for tidligt, må man sidde udenfor, indtil der er plads.