Øvrige museer
En søndag går vi ud til Parque José Enrique Rodó, som er en hyggelig lille park, og her besøger vi Museo Nacional de Artes Visuales. Her er gratis adgang, og her er flere fine billeder. Vi kender ikke nogen af kunstnerne, bortset fra Joaquín Torres García, hvis museum vi jo har besøgt. Efter besøget tager vi en kop kaffe i den lille hyggelige café ved siden af.
Vi besøger også byens karnevalsmuseum, Museo del Carnaval, som ligger i forbindelse med restaurationsområdet Mercado del Puerto i det historiske centrum. Montevideo er kendt for at have verdens længste karneval, idet det strækker sig fra starten af januar til starten af marts, og museet fortæller om tidligere tiders deltagere og ikke mindst designere. Det meste af udstillingen består af mange rigtig flotte dragter.
I den weekend, hvor der er gratis adgang på byens museer, besøger vi Museo de Historia del Arte, som ligger ved siden af rådhuset. Her er mange fine ting fra forskellige historiske perioder, eksempelvis fra Grækenland og fra den præcolumbianske periode her i Sydamerika; det meste ligner nu noget, vi efterhånden har set mange gange før. Her er virkelig mange mennesker, så det ser ud til, at man kan tiltrække folk, når man åbner dørene på denne måde, og det er jo positivt, synes vi.