Ramblaen og havet

Ramblaen i Montevideo er ca. 22 km lang, og byen har dermed verdens længste strandpromenade. Her går man tur, cykler, løber på rulleskøjter og fisker, og man mødes med vennerne og kigger ud over vandet, mens man drikker sin mate. Det tager os ca. 20 minutter at gå derned, så vi kommer der ikke hver dag, men vi får gået nogle lange ture i begge retninger.

Hvis man drejer til højre, når man kommer ned til vandet, kommer man ind til det historiske centrum og også containerhavnen, hvor vi ser rigtig mange containere fra Mærsk. På vejen kommer vi forbi Antiguo Respirador De Collector, som i sin tid kanaliserede offensive gasser op og væk fra byens underjordiske kloakledninger. Dette er den sidste tilbageværende ventilatorskakt, og byen har bevaret den som et nationalt historisk kulturarvssted. Helt inde i centrum kan man gå ud på en mole, hvor folk sidder og fisker. Belægningen er meget dårligt vedligeholdt, og der er ikke rigtig noget at se, så her kommer vi kun en enkelt gang.

Drejer man til venstre, når man kommer ned til vandet oppe fra lejligheden, kommer man forbi den lille strand Playa Ramírez, og der skal ikke meget forår til, før folk er klar til at bade, selv om det nu må være ret koldt. Vi går turen ud til byens sydligste punkt Punta Brava to gange, og den sidste gang går vi helt ud til det lille fyrtårn Faro de Punta Carretas. Selve området er lidt kedeligt, men fyrtårnet, der er fra 1876, er rigtig kønt.

Vi besøger også den berømte strand Playa de los Pocitos, som ligger i den østlige del af byen, men da vælger vi at tage den direkte vej derud i stedet for at følge ramblaen rundt. Det tager en times tid at gå, og man går hele vejen ad Constituyente, som på et tidspunkt skifter navn til Blvr. España. Vi har rigtig dejligt vejr og går en tur på stranden, hvorefter vi går lidt rundt i gaderne, inden vi spiser frokost på en italiensk restaurant. Vi havde talt om at bo i dette område, inden vi kom, men det er vi glade for, at vi ikke gjorde. Her er ikke mange restauranter, og det ligger meget langt fra alt andet i byen. Det er primært et område for folk med penge, og her er mange højhuse med store altaner og udsigt over havet.

Efter mange måneder enten tæt på eller i Andesbjergene nyder vi at være tæt på havet igen, men vi synes ikke rigtig, at byen udnytter denne lange promenade særlig godt. Det kunne have været rart med et par moler, man kunne gå ud på, eller bare en enkelt café eller et ishus. Da byen ligger ud til Río de la Plata og dermed er beskyttet i forhold til Atlanterhavet, oplever vi heller ikke de til tider voldsomme bølger, som vi så i A Coruña i Spanien.