Bilerne

En ting, der hurtigt bliver meget tydeligt i gadebilledet, er de mange gamle biler. For os bringer det minder tilbage fra barn- og ungdommen, da de typisk er fra 70’erne og 80’erne, hvor det ofte var noget nemmere at kende de enkelte bilmærker fra hinanden. Der er enkelte af bilerne, som er meget velholdte, men langt de fleste er tæt på at falde fra hinanden, og mange kører uden lys. En væsentlig grund til, at de stadig kører rundt, er dels, at folk simpelthen ikke har råd til at købe en ny bil, dels at luften er meget tør i ørkenbyen Mendoza, hvilket betyder, at bilerne ikke ruster så nemt. Vi snakker med en af vores guider om det på et tidspunkt, og han siger, at det ikke altid føles så trygt med de mange gamle biler, da man godt kan have sine tvivl om, hvor godt bremserne virker. Det ser dog umiddelbart ud til, at der er en løsning på vej, da der arbejdes på at indføre tvunget syn af bilerne, hvilket man indtil nu ikke har været vant til.