Butikkerne

Mendoza er det sted i Sydamerika, som minder mest om Spanien, når vi snakker åbningstider. Langt de fleste butikker holder nemlig siesta i nogle timer på et eller andet tidspunkt mellem kl. 13.30 og 17.00, og langt de fleste butikker holder lukket om søndagen. Det skulle være lidt specielt for dette område af Argentina.

I forhold til flere af de andre byer i Latinamerika, som vi har boet i det sidste års tid, er butikkerne i Mendoza generelt pænere, selvom der stadig er en del små butikker, som sælger lidt af hvert. Der er rigtig mange vinbutikker, hvilket selvfølgelig er meget naturligt i en by med så stort fokus på vin, og på Av. Las Heras ligger der en del souvenirbutikker. Her køber vi et par mate-krus med tilhørende bombillas, som vi regner med at kunne bruge til te. Mate er en telignende latinamerikansk drik, og kruset er lavet af et udhulet græskar, som er beklædt med læder; en bombilla er et sugerør med en si i den nedre ende, så man ikke får teblade i munden.

Vi køber vand hos Los Mellis tæt på lejligheden og skal altid huske på, at de holder siesta frem til kl. 17.00. Der er mange bagere, som har rigtig flotte kager. Vi køber simkort hos Claro, og Jens Peter får købt nye sko og også et par tykke trøjer, så han bedre kan holde varmen. Vi bruger ret lang tid på at lede efter snørebånd, som de hverken har i supermarkederne eller i skobutikkerne, men en dag kommer vi tilfældigvis forbi en butik, hvor de hænger på væggen og sælges enkeltvis.