Vores dagligdag

Da vi ikke har noget køkken, går vi ud og spiser morgenmad hver dag, langt de fleste gange på caféen Le Banneton Café. Vi går typisk derhen omkring kl. 11 og går derefter nogle gange en lille runde i byen, men oftest går vi hjem igen, når vi har spist. Om eftermiddagen går vi ud igen og går enten en tur hen ad hovedgaden eller en tur ned omkring floden og finder et sted, hvor vi kan få en kop kaffe. Nogle gange bliver det i stedet til en øl på Maolin Tavern eller et glas vin på vinbaren Wine & Co. Vi går hjem igen sidst på eftermiddagen, da vi skal have mere tøj på, inden vi går ud igen om aftenen for at spise, da temperaturen falder meget, når solen går ned.

Vi besøger byens supermarked to gange, mens vi bor her, for at købe ting som kaffe, deodorant og toiletpapir, og vi besøger en række af de fine butikker med tekstiler. Vi besøger byens forskellige seværdigheder og tager også en taxa ud til det flotte vandfald syd for byen, og så fejrer vi naturligvis også jul og nytår, mens vi er her.

Vores kufferter er ved at være godt fyldt igen, da vi købte en del i Chiang Mai, så da vi finder en DHL i byen, beslutter vi os for at sende en pakke hjem. Vi har ca. fem kg, men finder imidlertid ud af, at det koster 450 dollars, svarende til næsten 3.300 kr., hvilket er alt for dyrt, så det opgiver vi igen. Forhåbentlig er det billigere i Cambodia eller Vietnam. 

Vi falder hurtigt til i byen og har det rigtig hyggeligt, selvom der ikke er alverden at tage sig til. Jens Peter har også indimellem en del arbejde, så tiden går alt for hurtigt. Normalt bor vi længere tid end fire uger hvert sted, men det var vores indtryk, at byen var meget lille, og at her ville være meget turistet, så fire uger dermed ville være nok. Byen er ganske rigtig lille, men her er en dejlig stemning og slet ikke ret mange turister, til trods for at det er højsæson. Alle folk er søde, men i forhold til eksempelvis Chiang Mai får vi knap så mange smil og hilsener, som vi har været vant til, i hvert fald ikke til at begynde med. Når vi lige er blevet set lidt an, og folk finder ud af, at vi ikke kun er her et par dage, bliver vi imidlertid taget godt imod alle steder.

Vi forelsker os i Luang Prabang og kunne sagtens have boet her meget længere, selvom vi så nok ville have fundet noget større at bo i. Vi håber, vi kan komme tilbage på et tidspunkt.