Laos og Luang Prabang
Laos, officielt den Demokratiske Folkerepublik Laos, er en stat i Sydøstasien, der grænser op til Vietnam, Cambodia, Thailand, Myanmar og Folkerepublikken Kina. Landet har ca. 6,9 mio. indbyggere, og hovedstaden er Vientiane, der ligger i den sydligste del af landet på grænsen til Thailand.
I 1893 blev Laos en del af Fransk Indokina, og det er tydeligt at se på byggestilen i Luan Prabang, at byen tidligere har været under fransk kontrol; de fleste turister i byen er også fra Frankrig. Laos fik sin selvstændighed i 1954.
I Laos er kun 1,5% af befolkningen kristne. 66% er buddhister, og resten af befolkningen tilhører mindst 48 forskellige etniske minoritetsgrupper, som er udøvere af mange forskellige former for Tai-folkereligioner. Laos er en socialistisk etpartistat med Laos Folkelige Revolutionære Parti som det eneste lovlige parti i landet, og mange bygninger flager med både nationalflaget og partiflaget.
Luang Prabang betyder “royalt buddhabillede” og stammer fra en statue, der symboliserer Laos' selvstændighed. Byen blev tilføjet UNESCOs Verdensarvsliste i 1995 med henvisning til den unikke blanding af traditionel Laos-arkitektur, europæisk kolonistil og mere end 30 buddhistiske templer.
Luang Prabang, hvor vi bor i fire uger, ligger i det nordlige Laos. Det er en forholdsvis lille by med ca. 103.000 indbyggere, hvor centrum er meget lille. I det nordlige Laos på denne tid af året er klimaet meget behageligt og lige noget for os efter næsten ni måneder med meget høje temperaturer. Her er høj sol hver dag med 25-28 grader i dagtimerne og nattemperaturer ned til 12-14 grader, så vi slipper for aircondition og sover godt om natten. Her er ret koldt om morgenen, men vi har heldigvis en god dyne, og så skal vi lige vænne os til trøjer og jakker om aftenen, men det er nu helt rart.
Når man lige ser bort fra de mange turistbusser ved templet Wat Xiengthong og nede ved floden om formiddagen og først på eftermiddagen, er der ikke meget trafik i centrum. Alle kører pænt, og det er nemt at krydse vejen alle steder. Hanne skal dog lige vænne sig til, at bilerne igen kører i den “rigtige” side af vejen, efter vi de sidste 14 måneder har boet i lande, der har venstrekørsel. Om aftenen ligger hovedgaden stort set øde hen, og mange folk går ude på vejen.
Du kan se de steder, vi har besøgt i Luang Prabang, på Google Maps >>
