Luang Prabangs centrum
Luang Prabangs centrum ligger omgivet af smukke bjerge på en halvø med Mekongfloden til den ene side og Nam Khan-floden til den anden; vi bor i den nordlige ende af denne halvø. Centrum er afgrænset af de to floder og Kingkitsalat Rd i den sydøstlige ende, hvor man finder byens night market. Strækningen fra Viewpoint Cafe i den ene ende og night market i den anden ende er på 1,6 km, en gåtur på godt 20 minutter, og bredden på halvøen er kun 250 meter, så vi kan gå fra den ene flodbred til den anden på ganske få minutter.
Der går en ensrettet vej rundt om halvøen, som ud til Nam Khan-floden hedder Kingsitsarath Rd og ud til Mekongfloden hedder Khem Kong. Den gennemgående hovedgade hedder i vores ende af byen Sakkaline Rd, og den skifter navn til Sisavangvong Rd, når man kommer til restauranten Sahai, der markerer starten på den del af hovedgaden, hvor man finder de fleste restauranter, og hvor der også er mest liv. Selvom det vil være synd at sige, at Luang Prabang er en by, hvor der er meget liv. Hele hovedgaden har et rigtig pænt fortov det meste af vejen, i hvert fald sammenlignet med mange andre steder, vi har boet, og her er også meget rent.
I vores ende af hovedgaden finder man flere templer, morgenmadsrestauranten Le Banneton Café og Zürich Bread Factory & Cafe samt ikke mindst byens skole, som strækker sig over et længere stykke på højre hånd, efter man har passeret vinbaren Wine & Co. Her ligger mange smukke huse, og det er tydeligt at se, at Laos tidligere har været under fransk kontrol.
Efter restauranten Sahai og de efterfølgende restauranter kommer man hen til Nationalmuseet på højre hånd, og heroverfor ligger det lille bjerg Phousi Hill. Efter night market kommer man som sagt til Kingkitsalat Rd, og drejer man til venstre her, kommer man til museet Traditional Arts and Ethnology Centre, og går man endnu længere, kommer man til D&T Supermarket, som vi besøger et par gange.
Der går en vej parallelt med hovedgaden, som er rigtig hyggelig, og her finder man bl.a. restauranterne Popolo og L’Elephant samt et par templer. Den er et godt alternativ til hovedgaden med flere flotte huse og mange træer, så her går vi tit. Der går også rigtig mange små veje og smøger på tværs af halvøen, og de er også hyggelige at gå ad. Overalt er der små guesthouses og hoteller, men de fleste har ledige værelser, så til trods for at det er højsæson, er der forbavsende få turister. De fleste er franskmænd og tyskere.
Her er mange flotte gamle og restaurerede huse, men man kan også godt fornemme, at Laos er et af de fattigste lande i Sydøstasien, og mange må leve af at sælge, hvad de kan dyrke og producere derhjemme. Der sættes riskager og bananer til tørring i solen rundt omkring, et sted bages der brød under åben ild, hvor brændslet er kokosnødder, og ældre kvinder går rundt og sælger frugt eller sidder på gaden med deres kurve, men vi ser ingen tiggere. Der er rigtig mange munke i gadebilledet, som er nemme at få øje på med deres orange tøj.
